Døgnrapport d. 05-12-2023

tirsdag 05. dec, kl. 23:09

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. december 2023

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.00 Østjyllands Politi fremstillede tirsdag kl. 10.00 en 21-årig udenlandsk mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, som tilstod og derfor blev idømt en straksdom. Han var sigtet for to tilfælde af tyveri ved blandt andet i forening med en ukendt gerningsmand at have stjålet varer fra en elektronikforretning for flere tusinde kroner.

Den 21-årige mand, der er rumænsk statsborger, blev anholdt mandag eftermiddag i forbindelse med en anmeldelse kl. 14.03 om et igangværende butikstyveri i en elektronikforretning i Højbjerg. Her havde den 21-årige havde anvendt en russerpose, hvilket var blevet opdaget, hvorfor han efterfølgende blev tilbageholdt af vagterne på stedet.

Han var desuden sigtet for et lignende tyveri med russerpose begået i samme butikskæde den 2. december i København i forening med en ukendt medgerningsmand.

Under grundlovsforhøret ved Retten i Aarhus erkendte den 21-årige at have begået begge forhold, og han blev derfor idømt en straksbøde på 50 dages fængsel samt udvist af landet med et indrejseforbud gældende i seks år. Han forblev varetægtsfængslet efter rettens dom.

** Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.00 Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 13.00 to mænd på 26 og 29 år i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De to mænd er blandt andet sigtet for at have begået frihedsberøvelse.

Mandag aften modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en person angiveligt skulle være blevet udsat for frihedsberøvelse på en adresse i Tilst.

Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor politiet traf fire mænd på den pågældende adresse. Det var politiets vurdering, at de to af dem – en 19-årig og en 23-årig – var på stedet mod deres vilje, og de to øvrige mænd blev derfor anholdt, sigtet for blandt andet frihedsberøvelse.

Det er uvist, hvor længe de to personer har været på adressen mod deres vilje, men det er politiets formodning, at der er tale om en periode på flere døgn.

På stedet fandt politiet i forbindelse med en ransagning desuden flere kilo hash, som blev beslaglagt.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi har af hensyn til den nærmere efterforskning af sagen ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

**

Indbrudstyv anholdt: Fandt koster på hans bopæl Et indbrud mandag i en villa i Aarhus V endte efter få timer efter anmeldelsen med en anholdelse.

Mandag aften omkring kl. 19.00 opdagede beboeren på stedet, at der var stjålet et kreditkort, nogle nøgler og nogle kontanter fra adressen, hvor tyven formentligt var gået ind via en ulåst dør.

Kreditkortet blev kort tid efter brugt til at købe nogle varer i en kiosk.

Et tip fik en patrulje til at køre hen til en 18-årig mand, og på hans adresse fandt betjentene det stjålne kreditkort. Den unge mand viste herefter velvilligt, hvor han havde gemt de nøgler, han havde stjålet. Der var også stadig nogle af kontanterne tilbage, som sammen med de øvrige koster blev leveret retur til rette ejer.

Den 18-årige blev anholdt og sigtet for indbrud.

**

Brand i villa på Samsø Politi og brandvæsen rykkede mandag kl. 19.22 ud til en brand i en villa på Havvejen på Samsø.

En beboer havde i første omgang forsøgt at slukke branden selv, og han blev derfor efterfølgende kørt til tjek for røgforgiftning. Brandvæsnet fik senere slukket branden, der dog havde nået at forårsage store skader i huset.

Branden er formentligt opstået ved pejsen i huset.

** Ældre kvinde narret af tricktyv En 92-årig kvinde blev mandag eftermiddag narret af en tricktyv, der stjal nogle tusinde kroner i kontanter fra hende på hendes adresse i Søften.

Omkring kl. 16.30 henvendte en mand sig på adressen og sagde, at der havde været en del tyverier i området, så det var vigtigt, at hun fik tjekket, om hun han stadig havde sine kontanter.

Manden gik med ind, og efter at have set, hvor hun gemte pengene, stjal han dem kort efter, inden han igen gik fra stedet.

Først efter besøget opdagede kvinden, at tyveriet havde fundet sted.

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.

Der har tidligere været anmeldelser om flere lignende sager, og Østjyllands Politi opfordrer til, at man forholder sig skeptisk til fremmede, der vil ind i ens hjem uden foregående aftale.

**

Færdsel Mandag kl. 16.44 ramte Letbanen ind i en 20-årig mand, der krydsede sporet på et elløbehjul omkring Østbanetorvet i Aarhus C. Letbaneføreren havde nået at bremse lidt ned, men den 20-årige blev skubbet af løbehjulet ved sammenstødet. Han kom dog umiddelbart ikke noget til, men episoden medførte lidt forsinkelser og trafikale gener.

** Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

• På Sonnesgade i Aarhus C begået mandag d. 4/12 mellem kl. 09.30 og kl. 10.49
• På Sonnesgade i Aarhus C begået mandag d. 4/12 mellem kl. 09.30 og kl. 10.49
• På Sonnesgade i Aarhus C begået mandag d. 4/12 mellem kl. 09.30 og kl. 10.49
• På Primulavej i Grenaa begået mellem tirsdag d. 28/11 kl. 18.00 og torsdag d. 30/11 kl. 20.45
• På Holme Møllevej i Højbjerg begået mandag d. 4/12 mellem 07.00 og kl. 14.20
• På Hovedgaden i Brabrand begået mellem onsdag d. 29/11 kl. 13.00 og mandag d. 4/12 kl. 14.00
• På Vagtelvej i Aarhus V begået mandag d. 4/12 mellem kl. 10.20 og kl. 18.30



Kilde: Østjyllands Politi