Døgnrapport d. 06-05-2024

mandag 06. maj, kl. 23:29

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 6. maj 2024

Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 14.00 Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 14.00 tre mænd i alderen 20-38 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers. De er bl.a. sigtet for i forening at have begået indbrud og grov vold mod en 64-årig mand.

Søndag omkring kl. 17.30 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en person var blevet overfaldet af en gruppe ukendte gerningsmænd på sin bopæl i Pindstrup ved Ryomgård på Djursland.

Flere patruljer blev sendt til stedet, og da politiet var fremme nogle få minutter senere, var en ambulance allerede var ankommet. Den 64-årige var ikke umiddelbart i kritisk tilstand, men han havde fået nogle behandlingskrævende skader fra diverse slag og spark.

På vej til gerningsstedet observerede en hundepatrulje et mistænkeligt køretøj i nærheden af Mørke, hvorefter tre mænd blev anholdt og sigtet i sagen kl. 18.03.

De tre mænd i alderen 20, 28 og 38 år er sigtet for at have begået indbrud og husfredskrænkelse i form af ulovlig indtrængen på adressen i Pindstrup samt for at have begået grov vold i forening mod den 64-årige mand.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre til dagens grundlovsforhør, og Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen af hensyn til efterforskningen.

**

56-årig mand dræbt i færdselsuheld Fredag eftermiddag kl. 14.51 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var sket et alvorligt færdselsuheld på Ryomvej ved Rønde, hvor en motorcyklist var kørt frontalt sammen med en bilist.

Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor eftermiddagstrafikken blev spærret i begge retninger i nogle timer som konsekvens af det alvorlige uheld. En 56-årig mandlig motorcyklist havde angiveligt forsøgt at undvige en forankørende, da han mistede kontrollen over sit køretøj og kørte frontalt sammen med en bilist, som kom kørende i modkørende vognbane.

Den 56-årige blev kørt med ambulance til hospitalet i kritisk tilstand og de pårørende blev underrettet. Han afgik kort tid efter ved døden på hospitalet.

Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen.

**

Sommerstemning medførte musik og musik til ulempe Henover weekenden har østjyderne haft fornøjelsen af solskin i så uvant et omfang, at det flere steder har medført en sommerlignende tilstand rundt omkring i bybilledet.

Med det gode weekendvejr fulgte også grupper af personer, som samlede sig i det offentlige rum for at nyde, at det langt om længe igen var muligt at sidde udendørs uden at blive gennemblødt af regnvejr.

Det gode forsommervejr medførte henover weekenden også en lille stigning i antallet af anmeldelser om musik til ulempe, og Østjyllands Politi opfordrer til, at man husker at udvise hensyn til hinanden hele vejen rundt.

Der skal være plads til at høre musik og nyde det gode vejr, men det skal naturligvis foregå på en måde, så det ikke generer andre.

Snak gerne med hinanden, hvis I oplever, at i ikke er helt enige om, hvor højt et anlæg skal spille i eksempelvis en park eller på stranden.

**

Knallertkontrol i Odder Fredag morgen foretog nærpolitiet i Odder en kontrol af knallerter på baggrund af henvendelser fra borgere om støjende og generende adfærd.

I tidsrummet fra kl. 07.00 til kl. 08.30 observerede betjentene målrettet mod ulovlige knallerter i nærheden af byens skoler.

Der blev foretaget måling på rullefelt af tre knallerter, som alle blev målt til at kunne køre hurtigere end 43 km/t. Målingen betød, at knallerterne kunne køre hurtigere end tilladt, og ejerne blev derfor tildelt en bøde for at have foretaget de konstruktive ændringer.

Ejerne blev ligeledes vejledt om risikoen for beslaglæggelse, hvis politiet igen en anden gang får fingrene i de ulovlige knallerter.

Nærpolitiet i Odder vil den kommende tid fortsætte med en øget opmærksomhed på færdselskulturen blandt knallertkørerne og knallerternes hastighed.

**

Velafviklet kapsejlads i Universitetsparken Traditionen tro var flere titusinde unge festglade mennesker fra tidligt fredag morgen samlet i Universitetsparken i Aarhus til det årlige kapsejlads.

For at hjælpe med at sikre, at alle kunne have en god og festlig dag, var Østjyllands Politi naturligvis også til stede – men dagen igennem var det heldigvis den gode fest, som fyldte mest.

Det blev til enkelte sigtelser fra politiet til nogle unge mennesker for besiddelse af euforiserende stoffer, mens ellers var der ikke yderligere behov for politiets indgriben undervejs i afviklingen af arrangementet.

**

Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Irisvej i Grenaa begået mellem lørdag d. 4/5 kl. 23.00 og søndag d. 5/5 kl. 08.20 På H.C. Ørsteds Vej i Viby J begået søndag d. 5/5 kl. 05.23 På Vestergade i Ryomgård begået søndag d. 5/5 kl. 17.57

Kilde: Østjyllands Politi