Multikontrol ved E45 viste flere lovovertrædelser

tirsdag 07. maj, kl. 09:51

I alt 130 tunge køretøjer, heraf 70 udenlandske, blev standset og kontrolleret i forbindelse med multikontrollen i fredags. Herudover blev 11 varebiler også kontrolleret. Kontrollen gav anledning til mindst 39 sager af forskellig art.

De primære overtrædelser omhandlede:
Køre/hviletid Kontrolapparat Godsloven Overlæs Fejl og mangler Reglerne om udstationerede arbejdstagere Manglende betaling af vejbenyttelsesafgift
Tungvognscenter Syd kunne glæde sig over, at det ved multikontrollen i fredags ikke var et eneste tilfælde, hvor transport af dyr gav anledning til at rejse sigtelse.

Flere myndigheder deltog i multikontrollen for at understøtte hinanden på stedet. På kontrollen deltog blandt andet Færdselsstyrelsen, Miljøstyrelsen, Forsvaret, SKAT, Motorstyrelsen, Toldstyrelsen, Arbejdstilsynet og Fiskeristyrelsen. Ligeledes deltog politipersonale fra Tungvognscenter Øst samt Syd- og Sønderjyllands Politi.

Om Tungvognscenter Syd
Tungvogncenter Syd varetager den operative kontrol af tunge køretøjer. Tungvognscentrets arbejdsområde er primært varetagelse af den operative vejsidekontrol, der omhandler kontrol af lastbiler, busser samt traktorer og landbrugsredskaber på vejnettet. Opgaverne er blandt andet kontrol af køre- og hviletid, farligt gods, særtransporter, miljøfarligt affald, overholdelses af miljøzoner, dyretransporter samt cabotagekørsel.

Tungvognscenter Syd har base i Sydøstjyllands Politi og dækker et geografisk område svarende til tre politikredse: Fyns Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi samt Sydøstjyllands Politi.

Kilde: Sydøstjyllands Politi