Døgnrapport d. 10-06-2024

mandag 10. jun, kl. 16:37

Bornholms Politi: uddrag af døgnrapporten 10. juni 2024

Færgekontrol Bornholms Politi afholdt fredag eftermiddag kontrol af gående og kørende passagerer fra Ystad-færgen. Her markerede politihunden Sykes en taske tilhørende en 27-årig mand fra København, der var ved at gå fra borde. Tasken viste sig at indeholde en portion hash, og den 27-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Derudover blev en 49-årig kvinde fra Allerød sigtet for at overtræde registreringsbekendtgørelsen, og førerne af to varebiler på gule pladser blev indberettet til SKAT.

Færdsel Fredag morgen blev en 66-årig mand fra Rønne sigtet for at køre uden sikkerhedssele i Rønne.

Fredag aften blev der afholdt en kontrol af biler og knallerter. Her blev cirka 60 biler og knallerter standset og kontrolleret rundt omkring på øen. Blandt andet blev en 50-årig kvinde fra Hasle sigtet for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Ved en ransagning af kvindens bil blev der også fundet en lille mængde amfetamin. Efterfølgende blev hendes bopæl også ransaget, hvor der blev fundet yderligere en portion amfetamin.

En 30-årig mand fra Nexø blev stoppet kl. 19.37 i Nexø og sigtet for at køre bil under påvirkning af cannabis, kokain og amfetamin. Derudover blev manden sigtet for spirituskørsel, da han havde en promille over det tilladte. Der blev under en ransagning fundet en lille mængde hash i bilen.

Derudover fik en 51-årig mand fra Rutsker en bøde for ikke at medbringe sit kørekort, og en lille knallert blev målt til at kunne køre hurtigere end tilladt.

Natten til lørdag kl. 5.02 fik Bornholms Politi en anmeldelse om et færdselsuheld, der involverede en 32-årig mand fra Rønne, som var faldet i søvn under kørslen og havde påkørt et vejskilt på Thorkildsvej i Rønne. Manden viste sig at have en promille over det tilladte og blev sigtet for spirituskørsel.

Lørdag eftermiddag kl. 16.17 blev Bornholms Politi ringet op af en borger, der havde iagttaget en bilist køre meget slingrende og usikkert på Sdr. Strandvej i Allinge. En patrulje kørte ud til ejeren af den pågældende bil, hvor de traf en stærkt beruset 34-årig kvinde fra Nordbornholm, som var ved at afsone en straf med fodlænke. Kvinden blev sigtet under mistanke for spirituskørsel og blev taget med til Rønne Arrest, da hun havde overtrådt sine vilkår ved lænkeafsoning.

Natten til søndag kl. 00.14 fik Bornholms Politi en anmeldelse om et færdselsuheld, hvor en 30-årig kvinde fra Rønne påkørte et helleanlæg, autoværnet og tre skilte i krydset mellem Segenvej og Blosterbjergvej. En patrulje kørte ud til stedet og kunne konstatere, at kvinden havde en promille over det tilladte. Hun blev derfor sigtet for spirituskørsel og kørt til Akutmodtagelsen for at få taget en blodprøve.

Musik til ulempe Fredag kl. 22.59 fik Bornholms Politi en anmeldelse om høj musik samt råben og skrigen fra en havefest på Pingels Alle i Rønne. Grundet travlhed kunne en patrulje først komme forbi et par timer senere, hvor der var faldet ro på igen.

Kl. 00.17 natten til lørdag modtog Bornholms Politi endnu en anmeldelse om musik til ulempe. Her var det en gruppe unge, der spillede høj musik ved en tankstation på Zahrtmannsvej i Rønne. Da en patrulje kom frem til området, var der blevet stille igen.

Uro i nattelivet Fredag kl. 23.01 kom en anmeldelse fra en beværtning i Nexø om, at der på stedet befandt sig en gæst, som opførte sig ubehageligt, samt at der var en anden beruset gæst, som ikke kunne tage vare på sig selv. Da en patrulje kom ud til stedet kl. 23.39 havde den uønskede person forladt stedet. Den berusede gæst, som var en 66-årig mand fra Nexø, var der stadig. Han blev kørt hjem og hjulpet i seng af patruljen.

Natten til søndag kl. 3.11 fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at fem personer var oppe at slås på Store Torv i Rønne. Da en patrulje kom frem var alt roligt igen. Kort tid efter blev patruljen kontaktet af to af de involverede personer, som gerne ville tage ansvar for nogle knuste ruder på Café Munters område.


Trusler Natten til lørdag fik Bornholms Politi en henvendelse om, at en borger havde modtaget trusler på livet af en bekendt over telefonen. Sagen blev efterforsket, og det førte til anholdelse og sigtelse af en 18-årig mand fra Rønne.

Kilde: Bornholms Politi