Døgnrapport d. 13-06-2024

torsdag 13. jun, kl. 18:15

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 13. juni 2024

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger: Tangmosevej, Køge


Indbrud i villa/lejlighed/landejendom: Skjoldenæsvej, Hvalsø



Indbrud i fritids-/sommerhus: Ingen


Indbrud i skole og institutioner mv.: Ingen


Tyveri fra køretøjer: Lyngageren, Svogerslev, Roskilde
Roskildevænget, Roskilde
Markedspladsen, Holbæk
Ågerupvej, Ågerup, Roskilde



Ældre ægtepar snydt af frække svindlere - Viby Sj., Roskilde Kl. 15.00 anmeldte en pårørende til et ældre ægtepar i Viby, at de kort forinden var blevet franarret penge og smykker af en falsk bank- og politimand. Manden, der sagde han kom fra Nordea, henvendte sig hjemme hos den ældre kvinde og fortalte, at der var en masse indbrud i området, så derfor ville han hjælpe hende med at sikre deres værdier. Kvinden udleverede sit dankort med kode, sit smykkeskrin og et større kontant beløb til manden.

Mens svindleren var i hjemmet, ringede en falsk politimand, som også bad hende aflevere alt af værdi. Kvindens samlever kom hje, mens svindleren var i huset. Også han blev overtalt til at udlevere sit hævekort og kode. Der blev efterfølgende hævet penge fra begge konti, så de i alt led et tab på 34.000 kr plus smykkerne.

Politiet efterforsker nu sagen om ældresvindel og indhenter overvågning fra hæveautomaterne.

Mange ældre er flove når de indser, at de er blevet snydt. Erfaring med denne type svindel viser dog, at bedragerne er gode til at skabe tillid og forvirring, som ofte gør situationen svær at overskue for de forurettede. Svindlerne er udspekulerede, og de udnytter ofte de ældres tillid til myndigheder og banker, og får frembragt en frygt for at de ældre mister deres værdier. Tal med dine ældre pårørende om risikoen for at blive snydt.


Narkokørsel - Slagelsevej, Kalundborg Kl. 15.56 blev en 26-årig mand fra Odense sigtet og anholdt for narkokørsel, da han blev stoppet på Slagelsevej i Kalundborg. En narkometertest viste positiv for hash, så han blev taget med til en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.


Ukrudtsbrænder startede brand - Overbyvej, Hørve, Odsherred Kl. 16.15 kom et alarmopkald om brand ved en villa i Hørve. Beboeren havde været i gang med en ukrudtsbrænder, og en glød havde fået fat i træfacaden på huset. Han havde selv fået slukket ilden, da brandvæsnet kom frem. men de fik efterslukket under træfacaden.
Beboeren blev sigtet for at overtræde beredskabsloven om uforsigtighed med ild, og kan forvente at få en bøde.


Tæt på et miste ny Tesla - Mosede Landevej, Greve Kl. 16.15 målte en betjent fra færdselsafdelingen med laser på Mosede Landevej forbi Karlslunde Station, hvor man må køre 50 km/t. Forbi kom en bil med alt for høj fart, og målingen viste 96 km/t, så den kvindelige bilist i 50´erne fra Greve blev stoppet og sigtet.

Hun blev gjort bekendt med, at hun var ganske tæt på at køre vanvidskørsel i byen med den høje fart. Havde målingen vist over 100 km/t, så var hendes spritnye Tesla fra maj måned blevet kørt væk på et fejeblad og kørekortet var blevet taget på stedet. Nu "slap" hun med en betinget frakendelse af kørekortet og en bøde på 6.600 kr og 500 kr til Offerfonden. Hun skal derfor bestå en kontrollerende køreprøve for at beholde kørekortet.


Fart, spiritus og overhaling højre om - Køge Bugt Motorvejen, Solrød Kl. 20.10 optog politiets videobil en bilist, der kørte for hurtigt ad Køge Bugt Motorvejen mod nord ved Solrød. Bilisten foretog en overhaling højre om undervejs, som også blev fanget på politiets kamera. Bag rattet sad en 36-årig mand fra Helsingør, som også viste sig at have en spirituspromille over det tilladte, og ved flere test viste promillen en stigning. Han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Nu afventer politiet resultatet af blodprøveanalysen, som bliver afgørende for han førerret i fremtiden. Videoen sendes til udmåling, hvor den præcise hastighedsoverskridelse beregnes, hvorefter bilisten vil høre mere.


Narkokørsel - Ahorn Allé, Ringsted Kl. 23.25 blev en 21-årig kvinde fra Glumsø stoppet ved Klostermarkskirken i Ringsted. En narkometertest viste positiv for euforiserende stoffer, så hun blev sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve og løsladt.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi