Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 11-11-2024
mandag 11. nov, kl. 19:15
Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 11. november 2024
Weekendens anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Bistrup Alle, Roskilde
Nygårdsvej, Hørve, Odsherred
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Sandbyvej, Gislinge, Holbæk (2 steder)
Æblevangen, Asnæs, Odsherred
Kanalvej, Svinninge, Holbæk (2 steder)
Nygårdsvej, Hørve, Holbæk
Søndervangen, Asnæs, Odsherred
Tuen, Viby, Roskilde
Torndalsvej, Køge
Kildeager, Solrød
Davrupvej, Jyderup, Kalundborg
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Tigervej, Rørvig, Odsherred
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Assendløsevejen, Lejre,
Krogbakkevej, Vig, Odsherred
Tyveri fra køretøjer:
Ledreborg Alle, Lejre
Lyngageren, Roskilde (3 steder)
Rådmandshaven, Roskilde
Sct Bendtsgade, Ringsted
Fredag-lørdag
Mand varetægtsfængslet for hjemmerøveri og indbrud - Gislinge, Holbæk
En 26-årig mand fra Holbæk blev lørdag varetægtsfængslet i en sag om hjemmerøveri og flere indbrud. Politiet fik fredag formiddag anmeldelse om et indbrud på Sandbyvej, hvor en beboer havde mødt indbrudstyven i entreen, hvorefter tyven stak af. Han var kommet ind i huset ved at knuse en rude i en terrassedør.
En hundepatrulje satte kursen til Gislinge, hvor de mødte en mand, der passede på signalementet, som kom gående på Byvej med en taske, som viste sig at være fuld af tyvekoster. Den 26-årige mand blev anholdt og sigtet for indbrud.
I mellemtiden havde politiet fået endnu en anmeldelse om, at en mand kort før forinden havde knust en ruden i et hus på Tranekær Gislinge, hvor en yngre kvinde var hjemme. Han truede kvinden til at udlevere værdigenstande, og stjal smykker, sølvtøj og møntsamlinger fra huset inden han flygtede fra stedet. Kort efter traf politiet ham med de stjålne ting.
Den 26-årige blev sigtet for hjemmerøveri og taget med til politistationen til afhøring, hvor efterforskningen viste, at han kunne mistænkes for endnu et indbrud i et andet hus på Sandbyvej i Gislinge tidligere på morgenen. Lørdag formiddag blev afholdt grundlovsforhør ved Retten i Holbæk, hvor dommeren fængslede den 26-årige mand til den 5. december.
Bilist uden kørekort blæste på ensretning - Servicevej, Køge
kl. 13.31 bemærkede en betjent fra færdselsafdelingen at en bilist kørte ind til en tankstation, selvom der var indkørsel forbudt skilt opsat fordi vejen var ensrettet. Bilisten, en 24-årig mand fra Hvidovre blev stoppet og kunne heller ikke fremvise et gyldigt kørekort, da han ikke havde taget noget. Bilen havde han lånt, så ejeren af bilen får nu også en sigtelse for at overlade sit køretøj til en der ikke lovligt må køre den. Den 24-årige blev sigtet for kørsel uden førerret og for at køre mod ensretningen.
Påvirket bilist kørte galt - Stenhusvej, Holbæk
Kl. 15.40 trak en bilist, en 28-årig mand fra Odsherred, af uvisse årsager over i de modkørendes vognbane på Stenhusvej i Holbæk Megacenter. Her stødte han sammen med en 49-årig mand fra København, så de to biler ramte hinanden på fronten. Ingen kom noget til, men politiet kørte til stedet, hvor en narkometertest viste, at den 28-årige mand var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev derfor anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Politiet optog rapport om uheldet.
Skud med haglgevær og våbenbesiddelse - To mænd fængslet - Stevns
Kl.18.43 fik politiet anmeldelse om, at en mand havde affyret et haglgevær mod sin egen hoveddør. Udenfor stod tre mænd, som havde opsøgt den 41-årig mand. Ingen blev ramt af skuddet, men politiet kørte talstærkt til Store-Heddinge, hvor den 41-årige mand blev anholdt.
En 51-årig mand blev anholdt og sigtet for at have besiddet haglgeværet, som han havde hentet hos den 41-årige efter episoden. Ingen af de to mænd havde våbentilladelse til haglgeværet. De blev begge ved et grundlovsforhør lørdag varetægtsfængslet til den 21. november. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre, og der blev nedlagt navneforbud i sagen. Derfor kan der ikke oplyses yderligere i sagen på nuværende tidspunkt.
Vanvidspromille på lille knallert - Bredgade, Kalundborg
kl. 20.25 stoppede en patrulje en 65-årig mand fra Kalundborg, der kom kørende ad Bredgade i Kalundborg på en lille knallert. Føreren viste sig at være kraftigt påvirket af spiritus, og han blæste alkometeret op over 2,0 promille. Knallerten blev beslaglagt med henblik på konfiskation, hvilket den 65-årige protesterede over. Retten skal derfor nu tage stilling til beslaglæggelse. Den 65-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Nu afventer politiet resultatet af blodprøven.
Mand stukket med kniv - Gersagerparken, Greve
Kl. 21.17 kørte politiet talstærkt til Greve, hvor en 22-årig mand var blevet stukket med kniv under et slagsmål mellem en større gruppe personer foran en opgang i Gersagerparken. Da politiet kom frem havde gruppen forladt stedet, men den første patruljen ydede førstehjælp til den 22-årige mand indtil ambulancen kom frem. Stedet blev afspærret og området blev afsøgt med hunde. Den 22-årige kom alvorligt til skade og politiet efterforsker umiddelbart sagen som forsøg på manddrab. Den 22-årige meldes at være uden for livsfare. Vidner som har set episoden foran Gersagerparken, og som endnu ikke er afhørt af politiet bedes ringe på tlf. 114.
Lørdag - søndag
Kørte uden kørekort - Vindingevej, Roskilde
Kl 20.23 ville en af politiets hundepatruljer se nærmere på en personbil inde på en p-plads, men da føreren fandt ud af, at han var blevet genstand for politiets interesse, så undløb han sammen med en anden fra bilen. Ved at søge i området fandt patruljen frem til i alt fire unge mænd som alle nægtede at have været fører af bilen. Og da politifolkene så nærmere på bilen, så fandt de overraskende nok en sovende ung mand i bagagerummet. Der var tale om i alt fem unge på 15-17 år fra Tune-området. Til sidst kom yderligere en ung mand tilbage til stedet af egen drift og han erkendte, at han havde ført bilen. Der var tale om en 16-årig dreng fra Tune. Han blev sigtet for at have kørt bilen uden førerret.
Påvirket bilist - Holbækmotorvejen, Holbæk
Kl 20.29 standsede politiet en personbil ført af en 34-årig kvinde. En test viste, at hun var positiv over for amfetamin, hvilket hun da også erkendte. Hun blev derfor medtaget til udtagning af blodprøve og sigtet for at køre i påvirket tilstand.
Melding om skyderi - Tjurgården, Greve
Kl 22.52 kørte politiet til Tjurgården, hvor der var melding om uro fra en lejlighed. Da politifolkene kom frem, var stedet forladt, men der kunne ses 5 skudhuller i en terrassedør. Der blev samtidigt fundet flere afskudte patronhylstre uden for bygningen. Politiet var talstærkt tilstede i området resten af aftenen og traf i den forbindelse flere personer - herunder blev der bl.a. taget kontakt til en 20-årig mand fra Greve, som i sin bil havde en hammer liggende og han blev efter omstændighederne sigtet efter våbenloven.
Det er politiets vurdering, at der er tale om et opgør i et kriminelt miljø, og at lørdagens episode kan hænge sammen med det overfald, der var fredag i Greve.
Uro i nattelivet - Jernbanegade, Roskilde
Kl 23.51 anmeldte dørmændene fra en bar, at flere berusede unge mænd havde truet med at stikke dørmændene ned. Politiet runderede i området men fandt ikke personerne bag truslerne.
Kl 01.50 blev en 20-årig mand fra Herlev frihedsberøvet, da han var opfarende og konfliktsøgende. Trods flere advarsler fra politiet, valgte han ikke at forlade området, og han blev derfor taget med i detentionen.
Kl 02.36 måtte politiet hjælpe på en bar i området, hvor dørmændene flere gange havde bedt to 18-årige unge mænd fra Tølløse- og Høng-området om at gå fra stedet uden at de efterkom det. Politiet sørgede for, at de forlod området.
Kl 02.38 standsede politiet i Algade en personbil ført af en 33-årig polsk mand, da der var mistanke om, at han var påvirket af alkohol. Han havde ikke kørekort med, og blev derfor også sigtet for dette. Manden medtaget til blodprøve.
Ulovlig knallert - Hundige Strandvej, Greve
Kl 01.32 bemærkede en patrulje tre knallerter, der kørte stærkere end det tilladte. Det lykkedes to af knallerterne at slippe væk, men politiet fik standset den sidste, en 16-årig ung mand fra lokalområdet. Knallerten blev taget ind til nærmere tekniske undersøgelser af, hvor hurtigt den rent faktisk kan køre, og den unge mand vil så høre nærmere fra politiet på et senere tidspunkt.
Narko i nattelivet - Vestergade, Holbæk
Kl 05.12 kørte politiet til en bar i Holbæk, hvor der var mistanke om, at en 21-årig mand fra Odsherred var i besiddelse af narko. Der blev da også fundet et par gram kokain, lidt hash, to vægte og et kontantbeløb på manden. Manden blev derfor sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
Søndag - mandag
Bil beslaglagt - Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl 10.19 kørte politiet til en varebil, der holdt parkeret hen over tredje og fjerde vognbane på motorvejen. En snarrådig anden trafikant havde opdaget den holdende bil og fik sat sin egen med havariblink på for at advarer andre trafikanter. I varebilen fandt betjentene en 23-årig mand fra Jyllinge, der sad bevidstløs hen over rattet og fik derfor mistanke om, at han var kraftig påvirket af euforiserende stoffer, hvilket manden dog nægtede.
Under anholdelsen af ham, blev manden så udadreagerende, at det blev nødvendigt at spærre motorvejen kortvarigt for at få ham væk fra stedet. Det viste sig, at han var frakendt førerretten og at det var tredje gang inden for tre år, at han blev standset af politiet uden gyldig førerret. På den baggrund blev bilen beslaglagt mhp senere konfiskation. Han blev desuden modtaget til udtagning af blodprøve, så det kan fastlægges, om han også kørte i påvirket tilstand.
Brand - Holbækvej, Holbæk
Kl 13.50 kørte politiet til melding om mulig afbrænding af affald på en landejendom. Det viste sig, at beboeren på stedet, havde været i færd med at brænde noget affald af, da flammerne havde bredt sig til en bil, som blev brugt til markræs. Branden var blevet slukket, da politiet kom frem. Beboeren på stedet sigtet efter beredskabsloven.
Uro - Søjlegården, Greve
Kl 15.14 får politiet melding om flere maskerede unge mænd i området. Flere patruljer forsøger at finde de unge mænd, og får i den forbindelse også standset et køretøj, der kortvarigt forsøger at køre fra politiet. I bilen bliver bl.a. fundet to skruetrækkere, der kunne bruges som stikvåben. Dem blev en 19-årig mand fra Greve, der var i bilen, sigtet for, da han ikke havde et anerkendelsesværdigt formål med at køre rundt med dem.
Overfald - Munkholmvej, Holbæk
Kl 20.28 får politiet melding om, at tre biler har bragt en fjerde bil til standning ved Kongsgårds Alle. Flere personer steg ud og slog på bilen med køller og macheter. Det lykkedes personerne i den fjerde bil at køre fra stedet uden at de kom til skade. Politiet efterforsker nu hændelsen. Vurderingen er, at der er tale om en hændelse, der bunder i en konflikt i et kriminelt miljø. Politiet hører gerne fra vidner, der har set selve overfaldet på bilen eller som i øvrigt har bemærket noget mistænkeligt i området på det tidspunkt.
Brand i værksted - Hovedgaden, Ugerløse, Holbæk
Kl 02.33 kører politi og brandvæsen til brand i værksted i Ugerløse. Branden får godt fat og flammerne går igennem taget på bygningen. Branden udvikler en del røg og politiet rådede i løbet af natten de omkringboende til holde sig indendøre og lukke døre og vinduer. Politiet kan ikke endnu sige noget om brandårsagen. Efterslukningen vil formentligt være afsluttet i løbet af mandag formiddag.