Døgnrapport d. 15-05-2025

torsdag 15. maj, kl. 23:50

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 14. - 15. maj 2025

Butikstyveri, Værløse En 29-årig mand fra København forsøgte klokken 09.05 at forlade Rema1000 på Jonstrupvangvej i Værløse med to pakker kød til en samlet værdi af 700 kroner uden at betale.

Besiddelse af hash, Ølstykke En 29-årig mand fra Jægerspris blev klokken 15.29 sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han blev truffet i en parkeret bil på Dronning Dagmars Vej i Ølstykke. Ved en nærmere undersøgelse fandt politiet cirka 45 gram hash gemt i mandens toilettaske.

Færdselsuheld, Stenløse En 50-årig kvinde fra Hellerup kom klokken 18.17 kørende ad Frederikssundsvej i Stenløse, hvor hun i et lyskryds foretog en hård opbremsning. En 70-årig mand fra Ølstykke, der kørte bag hende på motorcykel, nåede ikke at reagere i tide og påkørte den forankørende bil.

Påkørte lysmast, Gentofte Klokken 18.17 modtog politiet en anmeldelse om, at en 63-årig mand fra København i forbindelse med et venstresving i et lyskryds i Gentofte havde fejlvurderet afstanden og påkørt en lysmast. Den 63-årige fører kontaktede selv vejhjælp, og ingen personer kom til skade ved episoden.

Geder på strandtur, Frederiksværk Klokken 19.06 modtog politiet en anmeldelse om, at der rendte en flok geder løst rundt nede på stranden. Ejeren blev kontaktet og oplyst om situationen. Han lovede at få styr på det.

Spirituskørsel, Jægerspris En 50-årig mand blev klokken 19.20 standset af politiet i forbindelse med en rutinemæssig kontrol på Kulhusvej i Jægerspris. Ved en udåndingsprøve blev han målt til at have en promille over det tilladte, ligesom han også virkede påvirket af euforiserende stoffer. Den 50-årige blev derfor anholdt og kørt til hospitalet med henblik på udtagning af en blodprøve til brug for den videre sagsbehandling.

Vanvidskørsel, Birkerød En 19-årig mand fra Birkerød blev klokken 20.48 målt til at køre 135 km/t i en personbil på Bistrupvej i nordlig retning, hvor hastighedsgrænsen inden for tættere bebygget område er 50 km/t. Da hastigheden oversteg det tilladte med mere end det dobbelte, er der tale om vanvidskørsel. Bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation, og den 19-årige fører blev anholdt.


Vanvidskørsel

Ifølge færdsels- og straffeloven defineres vanvidskørsel som:
Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km/t. Kørsel med en hastighed på 200 km/t. eller derover Spirituskørsel med en promille over 2,00 Derudover er det også vanvidskørsel, hvis man:
Udviser særlig hensynsløs kørsel - det kan fx være, hvis man i tæt trafik gentagne gange overskrider fuldt optrukne spærrelinjer og dermed skaber farlige situationer, eller hvis man kører imod færdselsretningen på en motorvej Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed - det kan fx være, hvis man kører bilen ind på cykelstien for at forskrække cyklisterne, eller hvis man bevidst påkører fodgængere i et fodgængerfelt

Kilde: Nordsjællands Politi