Ubetinget fængsel for ulovlig handel med hunde

torsdag 22. maj, kl. 12:10

Retten i Glostrup har i dag afsagt dom i en omfattende sag om ulovlig indførsel af hunde fra Polen til Danmark.

Der var to tiltalte i sagen, som har været efterforsket af den regionale dyrevelfærdsenhed hos Midt- og Vestsjællands Politi: en 57-årig mand fra Ishøj og en 64-årig kvinde fra Greve.

Manden blev idømt 8 måneders ubetinget fængsel og fik konfiskeret 560.000 kroner, mens kvinden fik en straf på 3 måneders ubetinget fængsel og konfiskation af knap 58.000 kroner.

I alt var der rejst tiltale for indførelse af omkring 100 malteser-hvalpe fra Polen og efterfølgende videresalg uden de nødvendige tilladelser, vacciner og sundhedscertifikater. Retten fandt det dog ikke bevist i alle tilfældene, at hundene var importeret og der skete derfor frifindelse i nogle af forholdene.

Den 57-årige blev desuden dømt for hvidvask i forbindelse med håndteringen af de penge, som blev tjent på den ulovlige handel.

"Der er tale om meget omfattende sag, hvor dommen alene fylder 180 sider. Det er anklagemyndighedens vurdering, at der har været tale om en samlet fortjeneste på 1,5 million kroner. Men det skal ikke kunne betale sig at indføre dyr illegalt. Derfor er jeg godt tilfreds med rettens afgørelse i dag", siger specialanklager Lisbeth Jürgensen fra anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjælland.

Den 57-årige var tiltalt for at have importeret hvalpene fra Polen og videresolgt dem i Danmark. Sammen med den 64-årige kvinde har han så efterfølgende hvidvasket udbyttet ved at kvinden har stillet sin konto til rådighed for fortjenesten fra salget. Hun blev derfor dømt for hæleri i forbindelse med udbyttet fra handlen med hundene.

De to har under sagen nægtet sig skyldige.

Læs dommen fra Retten i Glostrup.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi