Døgnrapport d. 26-05-2025

mandag 26. maj, kl. 14:33

Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 26. maj 2025

Færdselsuheld Bornholms Politi fik fredag kl. 22.05 en anmeldelse om et færdselsuheld i krydset mellem Store Torvegade og Borgmester Nielsens Vej. En knallert, ført af en 59-årig mand fra Rønne, var kollideret med en bil, ført af en 19-årig kvinde fra Nexø, der var ved at foretage en svingning til venstre. Knallertføreren kom alvorligt til skade ved uheldet og blev fløjet til behandling på Rigshospitalet.

Hærværk på politibil Fredag aften omkring kl. 23.00 blev det opdaget, at der var blevet begået hærværk på en af politiets patruljebiler, hvor der var blevet malet graffiti på bagruden. Hærværket var muligvis sket i forbindelse med, at politiet havde været til stede ved Outdoor Techno Rave i Bibliotekshaven i Rønne for at føre tilsyn med festlighederne. Politiet hører gerne fra eventuelle vidner på tlf. 114.

Bortvisning Lørdag kl. 23.20 fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at der var en uønsket gæst på Buddha Bar i Aakirkeby, som skabte uro. En patrulje tog ud til stedet og fik en snak med den pågældende gæst, som indvilligede i at forlade stedet og begive sig mod sin bopæl.

Kilde: Bornholms Politi