Døgnrapport d. 28-05-2025

onsdag 28. maj, kl. 19:48

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 28. maj 2025

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

**

Narkosælger på elløbehjul blev indhentet af politiet En patrulje fra Østjyllands Politi kom tirsdag aften kl. 19.20 kørende i det vestlige Aarhus, da betjentene fik øje på en mand på elløbehjul, der kørte ad Paludan-Müllers vej og udviste mistænkelig adfærd.

De blå blink blev derfor tændt for at få manden på elløbehjulet til at standse – men i stedet for at at adlyde ordensmagten, fortsatte manden ad Hammershusvej, inden han på Stendalsvej smed løbehjulet fra sig og fortsatte til fods.

Klokken var nu blevet 19.23, da manden blev indhentet af betjentene og anholdt. Han blev i første omgang sigtet for at have overtrådt loven om euforiserende stoffer, da betjentene under flugten havde observeret ham være i besiddelse af en pose med noget hvidt pulver.

Manden blev identificeret som værende en 23-årig mand fra det nordlige Aarhus, som foruden narkosigtelsen også blev sigtet for at modsætte sig sin anholdelse og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.

En hundepatrulje, som også var blevet tilkaldt til stedet, fandt kort tid efter en pose med omkring 100 gram kokain, som lå gemt ved en busk ikke langt fra anholdelsesstedet, da den 23-årige havde smidt den fra sig under sit mislykkede flugtforsøg.

Kokainen blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, og den 23-årige mand blev taget med på stationen til nærmere afhøring.

**

Spyttede på vagt og blev sigtet for vold Tirsdag eftermiddag modtog Østjyllands Politi en anmeldeles om, at vagterne i et indkøbscenter på Finlandsgade i det nordlige Aarhus havde brug for assistance, da de stod med en udadreagerende kvinde.

Ved politiets ankomst til stedet blev betjentene forklaret, at en vagt omkring kl. 15.10 var blevet spyttet i ansigtet af en kunde, som kort forinden var blevet bedt om at forlade centeret.

Den udadreagerende kvinde blev af politiet identificeret som værende en 27-årig rumænsk kvinde, og hun blev derfor anholdt kl. 15.37, sigtet for at have overtrådt straffeloven ved at have udsat vagten for vold.

Kvinden blev efterfølgende kørt med på stationen til nærmere afhøring og juridisk vurdering af sagen.

**

Blev standset i bil og sigtet for flere forhold En patrulje fra Østjyllands Politi foretog tirsdag aften kl. 18.40 en rutinemæssig kontrol af et køretøj i Hasselager – og det viste sig umiddelbart at være en fin idé.

I bilen, som blev bragt til standsning på Sletvej, sad en 20-årig mand, som blev skønnet påvirket af narko, og han blev derfor til en start sigtet for narkokørsel.

Under en efterfølgende visitation og ransagning af bilen blev den 20-årige mand fundet i besiddelse af både hash og skunk, og han blev derfor også sigtet for besiddelse af narko. Dernæst blev han sigtet for forsøg på salg af narko i form af kokain, som politiet under ransagningen fandt liggende i flere mindre salgsposer i bilen.

I bilen lå også en kniv, som den 20-årige ikke havde et anerkendelsesværdigt formål med at være i besiddelse af, og han blev derfor sigtet for at have overtrådt knivloven ved at have været i besiddelse af kniven på et offentligt tilgængeligt sted.

Kniv, hash, skunk og kokain blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, og den 20-årige mand blev anholdt.

**

Truede sig til øl og cigaretter Østjyllands Politi modtog tirsdag aften en anmeldelse om et røveri begået mod en tankstation på Silkeborgvej i Åbyhøj.

Ifølge anmeldelsen havde en kunde omkring kl. 22.24 taget både cigaretter og øl fra stedet uden at betale for varerne, mens han havde fremsagt trusler mod den mandlige ansatte på stedet. Gerningsmanden forlod herefter stedet, mens politiet straks blev tilkaldt.

Ved politiets ankomst nogle få minutter senere var gerningsmanden forsvundet fra stedet, hvorefter politiet ledte i nærområdet med flere hundepatruljer og droner, dog uden held til i første omgang at udfinde ham.

Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere og har bl.a. foretaget sporsikring og indhentet videoovervågning fra stedet samt fået et signalement af den formodede røver.

Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til sagen.

**

Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Viborgvej i Aarhus C begået mellem mandag d. 26/5 kl. 23.00 og tirsdag d. 27/5 kl. 06.30 På Sommersmindevej i Egå begået mellem torsdag d. 22/5 kl. 17.00 og tirsdag d. 27/5 kl. 19.20

Kilde: Østjyllands Politi