Døgnrapport d. 03-06-2025

tirsdag 03. jun, kl. 20:54

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 3. juni 2025

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

**

Politiet efterforsker muligt overfald i hundeskov – vidner søges Østjyllands Politi fik mandag aften en anmeldelse fra en 29-årig mand, der fortalte, at han var blevet overfaldet af to ukendte maskerede gerningsmænd i en hundeskov på Obstrupvej i Tranbjerg J, mens han var ude at lufte sin hund.

Den 29-årige var efter overfaldet kørt til skadestuen, hvor han modtog behandling for flere skader, men han var i stand til at blive afhørt af politiet. Politiet modtog anmeldelsen kl. 23.28.

Ud fra den 29-åriges forklaring og de skader, han havde fået, tyder det på, at han var blevet udsat for vold i form af flere slag og mindre snit med en skarp genstand. Det er dog stadig meget uklart, hvad der præcist er sket, og hvad baggrunden for overfaldet kan være.

Østjyllands Politi har søgt efter spor i skoven og efterforsker nu sagen for at afklare hændelsesforløbet og finde frem til gerningsmændene.

Overfaldet fandt formentligt sted omkring kl. 21.30 mandag aften, og Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der har set nogle mistænkelige personer omkring dét tidspunkt ved eller i nærheden af hundeskoven på Obstrupvej.

Østjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere om sagen.

**

Udenlandsk kvinde sigtet for ulovligt ophold Betjente fra Østjyllands Politis Udlændingesektion tog mandag på kontrol ved flere adresser i Aarhus og Randers, hvor kvinder ifølge politiets oplysninger arbejder som prostituerede.

Formålet var at tjekke, om kvinderne har de rette opholds- og arbejdstilladelser, og de fleste steder var der ikke noget at komme efter for politiet.

En adresse i Randers C var dog undtagelsen. Her traf betjentene mandag morgen en 46-årige kvinde fra Thailand, og da hun umiddelbart ikke kunne fremvise de fornødne tilladelser, blev hun sigtet for ulovligt arbejde og ulovligt ophold.

Kvinden bliver nu tilbageholdt, mens Udlændingestyrelsen vurderer, om hun skal udvises af landet. Desuden skal Center mod Menneskehandel vurdere, om kvinden kan være udsat for menneskehandel.

**

Bil ramte ind i træ Mandag kl. 19.16 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et færdselsuheld på Pannerupvej i Trige ved Lystrup, hvor en bil var kørt ind i et træ.

Den 18-årige mand, der havde ført bilen, var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade, mens en 17-årig mand på passagersædet pådrog sig nogle behandlingskrævende skader og blev kørt til hospitalet. Han var ikke i kritisk tilstand.

Bilen, der formentligt har ramt træet med høj fart, havde fået omfattende skader. Der var ikke andre involveret i uheldet.

**

Bilbrand i Viby J Politi og brandvæsen rykkede natten til tirsdag kl. 00.46 ud til en bilbrand på en parkeringsplads på Vårkjærvej i Viby J.

Da politiet kom frem, stod der synlige flammer op fra bilen, og ilden havde spredt sig til en bil ved siden af.

Brandvæsnet fik slukket branden, men bilen, hvor ilden var startet, brændte stort set helt ud. Køretøjet ved siden af fik en del brandskader. Ingen personer kom noget til.

Østjyllands Politi mistænker, at branden kan have været påsat og efterforsker nu sagen nærmere.

**

Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

• På Søgade i Aarhus C begået mellem fredag d. 30/5 kl. 00.00 og søndag d. 1/6 kl. 00.00
• På Bagervej i Randers NV begået mandag d. 2/6 mellem kl. 08.45 og kl. 11.30
• På Adelgade i Ebeltoft begået mellem tirsdag d. 20/5 kl. 10.00 og søndag d. 25/5 kl. 12.00


Kilde: Østjyllands Politi