24-årig mand anholdt i sag om drabsforsøg

tirsdag 03. jun, kl. 11:12

Det oplyser den ansvarlige for efterforskningen, vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Vicepolitiinspektøren uddyber omkring anholdelsesaktionen, at den skete kl. 12.40 på den pågældendes bopæl i Nørresundby – og at den var en udløber af de omfattende efterforskningsskridt i sagen, som Nordjyllands Politi har foretaget siden, at anmeldelsen indløb den 30. maj 2025.

”Vi har ledt intenst efter ham efter denne dybt alvorlige hændelse fandt sted; og det lykkedes så i går at lokalisere ham på hans bopæl og få ham anholdt til sagen,” lyder det fra Frank Olsen, der af hensynet til politiets verserende efterforskningsarbejde ikke kan bidrage med detaljer omkring anholdelsen, eller hvad der konkret gør, at politiet mistænker ham i sagen.

Han kan dog oplyse, at den anholdte mand i sagen er 24 år, ligesom han har tilknytning til bandemiljøet i Aalborg.

”Vi efterforsker det som et drabsforsøg, og vi betragter det som en del af den verserende bandekonflikt i Aalborg.”

Den anholdte er i dag blevet fremstillet i et grundlovsforhør i retten i Aalborg. Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi har, af hensynet til den igangværende efterforskning, fremsat begæring om dørlukning.

Sort Aygo efterlyses
Efterforskningsledelsen oplyser desuden, at man i øjeblikket leder efter en sort bil af mærket Toyota Aygo. Det er politiets opfattelse, at den er blevet benyttet af gerningspersonerne i forbindelse med den alvorlige hændelse i lørdags, hvorved offerets bil blev påkørt af denne nu eftersøgte bil. Det søgte køretøj har registreringsnummer DT 25661.

”Det er vores vurdering, at den vil have nogle synlige skader, men vi kan ikke med sikkerhed sige, hvor på bilen de måtte befinde sig,” siger Frank Olsen, der pointerer, at politiet meget gerne hører fra borgere, som måtte have set køretøjet holde et sted, eksempelvis hos en mekaniker.

Efterforskning fortsætter
Men derudover kan efterforskningslederen kan ikke gå nærmere ind i yderligere detaljer fra sagen.

”Det, som jeg kan sige, er, at vi i den kommende tid har et omfattende efterforskningsarbejde foran os. Vi skal have afklaret de nærmere omstændigheder af hele det samlede hændelsesforløb før, under og efter. Det indebærer en lang række af efterforskningsskridt i form af afhøringer, genafhøringer, forhøringer, tekniske undersøgelser og behandling af datamateriale, blandt andet af videosekvenser.”

Vidner og video søges fortsat
Og netop for så vidt angår videomateriale, opfordrer vicepolitiinspektør Frank Olsen til, at man som borger, hvis man har befundet sig i området omkring gerningspunktet om aftenen den 30. maj 2025, fx som bilist, og har optaget video – det kunne være dashcams i bilen – kigger det igennem og retter henvendelse til politiet. Episoden udspillede sig omkring parkeringspladsen ved Kvickly Ekstra og Jysk i Nørresundby og derefter på motorvejen via tilkørslen ved Bouet og afkørslen Nørresundby Nord.

”Det gælder naturligvis også,” understreger Frank Olsen, ”hvis man som borger har gjort sig andre observationer eller har andre informationer i sagen.”

Vicepolitiinspektøren pointerer, at selv observationer af mindre karakter kan have en stor væsentlighed, når en efterforskning skal stykke et komplekst hændelsesforløb sammen.

”Så ring heller en gang for meget end en for lidt,” tilføjer han.

Den person, en 29-årig mand, der blev såret af knivstik 30. maj 2025 er meldt uden for livsfare, men han blev alvorligt såret. Hans nærmeste pårørende er blevet underrettet.

I forvejen sidder en person, en 19-årig mand, varetægtsfængslet i sagen.

Nordjyllands Politi har telefonnummer 114.

Nordjyllands Politi har ingen yderligere kommentarer.


Pressens kontaktperson:
Frank Olsen, vicepolitiinspektør, 5162 3993

Kilde: Nordjyllands Politi