Politi efterforsker voldssager i Tønder

torsdag 04. sep, kl. 13:29

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker i øjeblikket fire tilfælde af vold og et tilfælde af trusler på livet i Tønder.

Natten til søndag en 31. august blev en 18-årig kvinde skubbet og truet på livet af en gruppe unge klokken 00.40 i Vestergade. Klokken 01.30 blev en 17-årig omringet af en gruppe unge, der væltede ham omkuld og udsatte ham for vold, og knap en halv time senere blev en 21-årig mand overfaldet af en gruppe på 8-10 unge og udsat for vold. Begge tilfælde fandt sted på Kongevej i Tønder. Endelig blev en 17-årig klokken 02.12 udsat for vold på Papegøjevej.

”Vi efterforsker ud fra, at der er tale om den samme gruppe unge gerningspersoner i alle tilfælde, da hændelserne sker inden for et meget snævert tidsrum og et lille geografisk område. Vi ønsker at sætte en stopper for gruppens adfærd og efterforsker nu alle sagerne. I den forbindelse vil vi gerne høre fra vidner eller andre, der har oplysninger, der kan hjælpe os i efterforskningen,” siger politikommissær John Christiansen.

Har du oplysninger, så ring til politiet på telefon 1-1-4.

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi