Døgnrapport d. 17-07-2019

onsdag 17. jul, kl. 15:56

Uddrag af døgnrapport 16. - 17. juli 2019

Rat og navigationsanlæg stjålet Holte: Fra en BMW, der holdt parkeret på Sydskrænten, er der mellem mandag klokken 22.15 og tirsdag klokken 08.00 stjålet et rat med airbag samt et integreret navigationsanlæg.

Dykkerudstyr og værktøj stjålet fra bil Dronningmølle: En værktøjskasse samt en taske med dykkermaske, svømmefødder, snorkel, våddragt, harpun og vægtbælte er blevet stjålet fra en Opel Insginia, som holdt parkeret på Villingebæk Strandvej. Tyveriet er sket lørdag mellem klokken 14.00 og 16.00, og blev anmeldt tirsdag klokken 11.45.

Havde både alkohol og stoffer i blodet Fredensborg: En 55-årig mand fra Fredensborg blev tirsdag eftermiddag klokken 13.43 sigtet for at køre bil, selvom han var påvirket af både alkohol og euforiserende stoffer. Manden blev standset på Højsagervej.

Bilradio stjålet Stenløse: Fra en Saab, som holdt parkeret på Trianglen er der mellem fredag den 12. juli klokken 06.00 og i går, tirsdag klokken 15.10, stjålet en bilradio. Tyven har ødelagt en lås i den ene bildør for at skaffe sig adgang til bilen.

Mand set i forbindelse med indbrud Vedbæk: En mand blev tirsdag eftermiddag set i forbindelse med et indbrud i en villa på Kastanietoften klokken 15.19. Han fik formentlig ikke nogle tyvekoster med sig, og beskrives som ca. 30 år, kraftig af bygning med mørkt, kort hår. Han var iført grå trøje og mørke bukser og medbragte en skuldertaske.

Aflurede pinkode og stjal dankort Virum: En 92-årig kvinde fik tirsdag eftermiddag afluret sin pinkode og efterfølgende stjålet sit dankort. Det skete i Irma omkring klokken 13.14, hvor to udenlandske personer aflurede kvindens pinkode og efterfølgende tog samme bus som den 92-årige. Da kvinden stod af bussen, fulgte de to efter, distraherede kvinden og stjal dankortet fra hendes taske.

Mand kæntrede med jolle Frederiksværk: En 49-årig mand kæntrede tirsdag med sin jolle på Arresø. Politi og redning blev kontaktet, men det lykkedes manden at komme i land ved egen hjælp. Han kunne dog ikke umiddelbart få jollen bragt på ret køl og trukket ind til land.

Pc og jakke stjålet fra bil Gentofte: En pc og en jakke er tirsdag mellem klokken 14.15 og 18.00 stjålet fra en Toyota Avensis, som holdt parkeret ved Skovporten. Tyven har knust en trekantrude i bilen for at skaffe sig adgang.

Bil- og husnøgler stjålet Humlebæk: En medarbejder i Fakta fik tirsdag eftermiddag stjålet sine hus- og bilnøgler fra forretningens gararobe. Inden tyveriet, havde en ung mand bedt om at låne kundetoilettet, som lå ved siden af medarbejdergarderoben. Den unge mand beskrives som mellemøstlig af udseende, 18- 20 år, 190-195 cm, muskuløs, sort kort hår, skægstubbe, iført sort sweater og sorte bukser. Han var i følgeskab med B: Mand, mellemøstlig af udseende, 17-18 år, 165-175 cm, almindelig af bygning, sort mellemlangt, krøllet hår, skægstubbe, iført sort bomberjakke og sorte bukser.

Kvinde taget af bølger, da hun ville hjælpe barn Hornbæk: En 47-årig kvinde blev bragt til hospitalet efter hun tirsdag aften blev reddet op af vandet ved Hornbæk Strand. Her havde hun set, at hendes datter var kommet i problemer på grund af bølger og strømning i vandet. Hun svømmede ud for at hjælpe datteren, men fik selv problemer undervejs. Det lykkedes kvindens voksne søn at redde både sig selv, sin søster og mor op af vandet.

Narkobilist standset Hillerød: En 28-årig mand fra Hillerød blev tirsdag aften klokken 20.12 standset og sigtet for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Manden blev standet på Tulstrupvej. Manden blev taget med på hospitalet for at få taget en blodprøve, som skal vise hans nøjagtige påvirkelsesgrad.

Syv formodede indbrudstyve anholdt Dyssegård: Syv mænd i alderen 25-50 år blev tirsdag aften klokken 20.51 anholdt og sigtet for indbrud i nogle kælderrum på Dalstrøget, hvor et vidne så dem gå i pendulfart fra kælderrummene og hen til en bil, som de læssede tyvekoster i. Sagen efterforskes nu nærmere.

Unge kom op at toppes Vedbæk: To grupper unge kom klokken 01.14 natten til onsdag op at toppes i forbindelse med to fester på Imortellevej. Her blev en 23-årig mand slået i hovedet med en sten, så han fik en flænge i hovedbunden og sparket på kroppen, da han forsøgte at standse uenighederne. Den 23-årige har givet følgende signalement af sin overfaldsmand: Mand, 18-20 år, brun i huden, mørke krøller, iført sandfarvet skjorte/polo.

Indbrud anmeldt til Nordsjællands Politi 16.-17. juli 2019


Kilde: Nordsjællands Politi