Døgnrapport d. 17-07-2019

onsdag 17. jul, kl. 21:39

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 17. juli 2019

Den mobile politistation i Balle og Tirstrup Den mobile politistation kører i dag til Balle og Tirstrup, hvor alle kan komme forbi og få en snak med betjentene. Stationen er i Balle omkring kl. 14.00. Senere kører den videre til Tirstrup.

**


Mand stukket med kniv på Klostertorvet Østjyllands Politi fik onsdag kl. 6.33 en anmeldelse om, at en mand var blevet stukket med kniv på Klostertorvet. En patrulje kom til stedet, hvor de traf en 44-årig mand, der var blevet såret af knivstik. Han blev kørt til behandling på hospitalet, men var ikke i kritisk tilstand.

Efterforskningen på stedet tyder på, at gerningsmanden og den 44-årige havde nogle interne stridigheder, der udviklede sig, hvorefter den 44-årige blev stukket flere gange med en kniv. Østjyllands Politi har gode spor at gå efter i forhold til at finde frem til gerningsmanden og efterforsker nu sagen nærmere.

**

Unge mænd stjal fra ulåste biler i Skødstrup En 19-årig mand blev tidligt tirsdag morgen anholdt i Skødstrup, efter at han sammen med tre andre mænd havde stjålet værdier fra ulåste biler. En opmærksom borger opdagede lidt over kl. 6.00 fire unge mænd, der gik og tog i nogle bildøre ved Topasvej i Skødstrup. Han fulgte efter mændene og sagde, at de skulle blive på stedet til politiet kom frem. Den 19-årige blev, mens de tre andre stak af.

Mændene efterlod i al hast en taske, en kuffert og en pose på stedet, som viste sig at indeholde flere værdigenstande. Blandt andet kreditkort, der var blevet stjålet i Skødstrup. Kortene blev leveret tilbage til rette ejermænd. Derudover viste det sig, at kufferten og tasken var stjålet fra en garage i Skødstrup. De blev også leveret tilbage. Den 19-årige er sigtet for tyveri, og Østjyllands Politi forsøger nu at finde frem til de andre gerningsmænd.

**
Tre mænd tilbageholdt biltyv En 38-årig mand og hans to venner reagerede hurtigt, da de kl. 15.13 pludseligt så en mand køre væk i den 38-åriges bil, der holdt på Kulholmsvej på havnen i Randers NØ. Den 38-årige havde sat sin bil i et lukket området, mens mændene spiste frokost kort derfra. Bilen var ikke låst, og nøglen sad i bilen. Mændene bemærkede en mistænkelig mand, der luskede rundt omkring bilen, og de besluttede sig for at køre derhen i en af vennernes bil for at holde bedre øje med manden.

Da de nåede hen til stedet, kom den mistænkelig mand pludseligt kørende ud fra området i den 38-åriges bil. Mændene satte resolut deres bil på tværs af vejen, og biltyven bremsede op. Herefter tilbageholdt de tre mænd biltyven, der viste sig at være en 27-årig mand fra Hammel. Politiet blev tilkaldt, og en patrulje anholdt den 27-årige, der blev sigtet for tyveri af bil. Da han ikke har kørekort og virkede særdeles påvirket af narko og alkohol, blev han også sigtet for at køre sprit- og narkokørsel og uden førerret.

Under visitationen af den 27-årige fandt betjentene desuden en hobbykniv, som han blev sigtet for at besidde.


**
Stjal fiskekonserves og slog vagt Et forsøg på tyveri udviklede sig pludseligt til forsøg på røveri, da en 29-årig mand gjorde voldsomt modstand under en tilbageholdelse i et supermarked på Skt. Knuds Torv i Aarhus. En butiksdetektiv opdagede kl. 16.45, at den 29-årige tog nogle dåser med fiskekonserves og en juice, som han forsøgte at liste ud af butikken. En vagt, der var blevet alarmeret, stod klar ved udgangen, men manden blev voldsom, da han blev konfronteret med tyveriet.

Ifølge vidner smed den 29-årige varerne fra sig, slog vagten i hovedet og kradsede ham. En betjent, der egentligt havde fri, var tilfældigvis kunde i butikken, og han kom ilende til og hjalp med at tilbageholde manden. Kort efter kom en patrulje og anholdt den 29-årige, som blev sigtet for forsøg på røveri.

**
Stjal taske og blev anholdt En 55-årig kvinde blev tirsdag anholdt og sigtet for at have stjålet en taske fra en butik på Klostergade i Aarhus. En medarbejder opdagede kl. 12.18, at kvinden forsvandt ud af butikken med en skuldertaske uden at betale. Da medarbejderen stod alene i butikken, ville hun ikke følge efter men ringede til politiet. Inden patruljen nåede frem fik medarbejderen øje på kvinden, der befandt sig på Klostertorvet. Politiet fandt derfor med det samme frem til den 55-årige kvinde, der havde tasken på sig. Hun blev anholdt og sigtet på stedet.

**


Brand i bil var påsat Østjyllands Politi fik natten til onsdag kl. 00.28 en anmeldelse om, at en bil var brudt i brand på Gudrunsvej i Brabrand. Da politi og brandvæsen kom frem, var bilen stort set helt udbrændt. Flere spor på stedet viste, at branden var påsat, og et vidne havde set en ukendt mand stikke af fra stedet. Eventuelle oplysninger om branden kan gives til Østjyllands Politi via tlf. 114.

**
Butikstyv tilbageholdt på udlændingeloven En 35-årig mand blev tirsdag kl. 11.35 sigtet for butikstyveri, efter at personalet i en butik i Bruuns Galleri i Aarhus havde tilkaldt politiet. Medarbejderne opdagede, at den 35-årige havde stjålet et ur, og de fik ham til at blive på stedet, indtil patruljen kom frem. Da den 35-årige er udenlandsk statsborger, der har ulovligt ophold i Danmark. Derfor bliver han nu tilbageholdt på Udlændingeloven, indtil det er blevet vurderet, om han kan udsendes.

**


Aggressiv mand anholdt på banegården En 18-årig mand blev natten til onsdag kl. 1.51 anholdt på banegården i Aarhus og sigtet for at forstyrre den orden. Politiet blev tilkaldt af vagter på stedet, som tilbageholdt den 18-årige, da han ifølge dem var truende og aggressiv. Den 18-årige råbte også flere ukvemsord af patruljen, der kom frem, og det endte med, at han fik håndjern på og blev kørt på politistationen.

**


Hidsig gratist nægtede at give sit navn til kontrollører En 18-årig mand blev tirsdag kl. 14.29 så vred på nogle kontrollører i en bus i Lystrup, at politiet endte med at blive tilkaldt. Manden havde ikke købt billet, og da kontrollørerne stod af med ham på Lystrup Centervej og bad om hans id for at give ham en bøde, blev han aggressiv og forsøgte at gå fra stedet. Han nægtede også at give sit navn til dem og virkede truende. Da politiet kom frem

**


Kvinde slog på vinduer med kæp En 55-årig kvinde skabte tirsdag omkring kl. 17.00 meget uro på Europaplads i Aarhus. Flere borgere blev utrygge ved kvinden, der gik og råbte, mens hun slog løs på tilfældige vinduer med en kæp. Den 55-årige var også noget hidsig, da politiet kom frem og mente ikke, at de skulle blande sig i, hvad hun lavede. Det var patruljen dog uenig i, og de anholdt hende og sigtede hende for at forstyrre den offentlige orden.

**


Færdsel Tirsdag kl. 7.42 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Brendstrupgårdsvej i Aarhus N.

Tirsdag kl. 17.08 blev en 37-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Randers NV.

Tirsdag kl. 19.32 skete der et færdselsuheld på Nørrebrogade i Aarhus C. En 64-årig mandlig bilist kørte sammen med en bil ført af en 25-årig kvinde, hvorefter han kørte fra stedet. Han blev dog senere standset af politiet og sigtet for at overhale over en spærreflade og for ikke at overholde sine forpligtelser ved et færdselsuheld. Ingen af parterne kom umiddelbart noget til, og der skete kun mindre materiel skade.

Tirsdag kl. 22.59 skete der et færdselsuheld på Snuhøjvej tæt på Nysted ved Thorsø. En 72-årig mandlig bilist ramte ind i en traktor ført af en 41-årig mand. Den 72-årige blev kørt på skadestuen, men slap umiddelbart fra uheldet uden alvorlige skader.

Tirsdag kl. 23.55 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Kridthøjvej i Højbjerg. Han havde en klump hash i bilen, som han også blev sigtet for at besidde.

Onsdag kl. 00.41 blev en 43-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da hun blev standset af en patrulje på Bøgeskov Høvej i Viby.

Onsdag kl. 1.55 blev en 26-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Randersvej i Rønde. Derudover blev han sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en klump hash på sig.

**


Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

• På Strandborgvej i Risskov begået fredag d. 5/7 kl. 12.00
• På Søndre Ringgade i Aarhus C begået tirsdag d. 16/7 mellem kl. 12.00 og kl. 12.10
• På Dortesvej i Brabrand begået mellem lørdag d. 29/6 kl. 17.00 og tirsdag d. 16/7 kl. 13.00
• På Marselisvej i Aarhus begået mellem onsdag d. 10/7 kl. 11.00 og tirsdag d. 16/7 kl. 13.10
• På Stadion Allé i Aarhus C begået torsdag d. 11/7 kl. 15.00

Kilde: Østjyllands Politi