Døgnrapport d. 06-08-2019

tirsdag 06. aug, kl. 19:25

Døgnrapport fra Østjyllands Polit tirsdag den 6. august 2019

Grundlovsforhør i Retten i Randers Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 10.30 i Retten i Randers en 41-årig mand fra Polen, der blev anholdt lørdag kl. 11.18 i forbindelse med butikstyverier i Randers Storcenter. En butiksvagt i centeret havde pågrebet manden og fundet ham i besiddelse af koster fra både Bilka og Intersport. Den 41-årige mand fik en straksbøde på 4500 kroner, som han betalte.

Manden har været tilbageholdt på udlændingeloven i 3x24 timer, mens sagen har været forelagt Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen har nu truffet beslutning om, at den 41-årige mand skal udvises af landet med indrejseforbud i to år. Han fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling til udvisningen kan effektueres.

--

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 10.30 i Retten i Aarhus en 21-årig mand fra Aarhus, der sigtes for trusler, for at have forvoldt fare for andres liv og helbred og for brandstiftelse begået natten til søndag den 14. juli i en lejlighed på Eckersbergsgade i Aarhus.

Ved brandstiftelsen blev der smidt en genstand ind gennem ruden, og lejligheden fik mindre brandskader, inden ilden gik ud. I lejligheden befandt sig to personer, men ingen af dem kom noget til. En nu 24-årig mand blev den 16. juli varetægtsfængslet i samme sag. Han fik den 31. juli forlænget sin varetægtsfængsling frem til den 28. august.

Den 21-årige mand, som politiet har identificeret som den formodede medgerningsmand, blev anholdt kl. 01.37 natten til tirsdag, da han ankom til Harald Jensen Plads i Aarhus med en bus, der havde været i Lyngby i forbindelse med mandagens superligakamp.

Da Østjyllands Politi ikke kan udelukke, at der kan være flere medgerningsmænd, vil anklagemyndigheden anmode om dørlukning ved grundlovsforhøret.

**

Privatfly forulykket ved landing i Aarhus Lufthavn Østjyllands Politi blev natten til tirsdag kl. 00.38 kontaktet af Aarhus Lufthavn, hvor et cessna-fly var forulykket i forbindelse med landing, hvorefter det var brudt i brand. Alle 10 personer ombord på flyet havde fået reddet sig ud, og ingen var kommet til skade. Brandvæsnet fik slukket branden, og de 10 personer er alle blevet kørt til et hotel, hvor de har overnattet.

Der er tale om et tysk indregistreret Cessna 560XL, der kom fra Oslo og efter planen skulle lande i Aarhus Lufthavn. De ti personer ombord var syv passagerer (fire amerikanske statsborgere, to australske statsborgere, og en britisk statsborger) og tre besætningsmedlemmer (en østrigsk pilot, en tysk pilot og en tysk stewardesse). Udenrigsministeriet er underrettet om ulykken og tager kontakt til ambassaderne i de relevante lande.

Havarikommissionen skal nu undersøge hændelsen nærmere, hvorfor Østjyllands Politi ikke kan udtale sig om årsagen eller de nærmere omstændigheder ved ulykken. Flyet er bugseret væk fra landingsbanen, og ulykken får ingen betydning for afviklingen af flytrafikken til og fra Aarhus Lufthavn.

**

Færdsel
Mandag kl. 10.17 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Edwin Rahrs Vej i Brabrand.

Mandag kl. 11.17 blev en 45-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel og for brug af mobiltelefon under kørslen, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Aarhus V.

Mandag kl. 12.12 skete der et færdselsuheld på Kastbjergvej ved Glesborg. En 31-årig kvindelig bilist holdt stille på Kastbjergvej og skulle dreje til venstre ad Meilgaardvej, da en bilist kom bagfra og påkørte bilen. Der skete materielle skader, men ingen personskade.

Mandag kl. 13.25 skete der et færdselsuheld på Grenaavej i Randers SØ. En 52-årig mandlig cyklist kom kørende ad Grenaavej, da han påkørte en varebil, der holdt parkeret i siden af vejen, og faldt af sin cykel. Den 52-årige mand kom ikke umiddelbart til skade, men blev kørt til tjek på skadestuen.

Mandag kl. 14.14 skete der et færdselsuheld på den nordjyske motorvej i Randers SV. En 39-årig lastbilchauffør kørte på motorvejen i sydgående retning, da lastbilens ene fordæk punkterede, hvilket betød, at lastbilen ramte ind i en personbil, ført af en 40-årig mand, der herefter ramte ind i midterautoværnet. Der skete kun mindre materiel skade på bilerne, og motorvejen var hurtigt ryddet igen.

Mandag kl. 15.28 blev en 36-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel og før kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Østerløkkevej på Samsø.

Mandag kl. 16.28 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for ikke at have medbragt sit kørekort, da han blev standset af en patrulje på Afroditevej i Randers SØ.

Mandag kl. 18.10 skete der et færdselsuheld på den nordjyske motorvej ved Randers SV. En 29-årig mandlig bilist kom kørende på motorvejen, da hans bil, formentlig på grund af akvaplaning, pludselig snurrede rundt og påkørte midterautoværnet. Der skete ingen personskade og kun mindre materiel skade på bil og autoværn.

Mandag kl. 22.30 blev den østjyske motorvej ved Tilst kortvarigt lukket i nordgående retning, da Østjyllands Politi havde fået en anmeldelse om en mulig spøgelsesbilist. En patrulje gennemkørte strækningen fra Brabrand til Aarhus N uden at finde nogen spøgelsesbilist, og kl. 22.50 blev motorvejen åbnet igen.

Natten til tirsdag kl. 01.55 blev en 38-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Ebeltoftvej i Rønde.

Natten til tirsdag kl. 06.24 blev en 38-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Saralyst Allé i Højbjerg.

**

Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.


På Rymarken i Hasle, Aarhus V begået mellem fredag den 2/8 kl. 17.00 og lørdag den 3/8 kl. 07.00 På Århusvej i Følle, Rønde begået mellem søndag den 4/8 kl. 15.00 og mandag den 5/8 kl. 09.00 På Korsagervej i Voldby, Hammel begået mellem fredag den 2/8 kl. 15.00 og mandag den 5/8 kl. 10.00 På Kasernevej i Randers C begået mellem fredag den 2/8 kl. 05.30 og mandag den 5/8 kl. 17.00

Kilde: Østjyllands Politi