Døgnrapport d. 07-08-2019

onsdag 07. aug, kl. 19:12

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag 060819 kl 0700 til onsdag 070819 kl 0700

Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger: Stationsvej, Vig
Centervej, Høng
Elektronvej, Greve

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom: Dyremosevej, Jyderup
Melbygade, Kalundborg
Birkevænget, Fårevejle

Indbrud i fritids-/sommerhus: Ingen anmeldelser

Indbrud i skole og institutioner mv.: Ingen

Gasudslip – Enghusene, Jystrup Midtsjælland – Ringsted Kl. 10.43 blev en gasledning gravet over i forbindelse med noget arbejde med en rendegraver, så der skete et mindre gasudslip. Politiets indsatsleder blev sendt til stedet, hvor brandvæsnet også var tilkaldt til at håndtere udslippet. Indsatslederen fra brandvæsnet besluttede at evakuere beboerne fra fem nærliggende huse af sikkerhedsmæssige årsager. Brandvæsnet fik standset udslippet, og der blev tilkaldt en tekniker til at udbedre gasledningen. Beredskabet var færdige på stedet omkring kl. 12.00. Ingen personer kom til skade ved udslippet.

Brand i ”insekthotel” – Sygehusvej, Lovparken – Køge Kl. 16.15 fik politiet anmeldelse om, at der var ild i et såkaldt ”insekthotel”, som består af 6 europaller, som er stablet og fyldt ud med pinde, halm og sten, og er lavet for at give insekterne gode levevilkår i parken. Politi og brandvæsen kom frem til stedet og pallerne blev hurtigt slukket. Der var ikke risiko for at branden skulle sprede sig til fast ejendom. Politiet undersøger nu sagen nærmere, for at forsøge at fastslå årsagen til branden, som umiddelbart ikke havde en naturlig forklaring. Om der kan være tale om løsgående ildflue, må de nærmere undersøgelser vise. Ingen personer kom til skade ved branden, men der kan være tilskadekomne insekter.

Spirituskørsel – Bytoften, Grevinge – Odsherrred Kl. 16.37 standsede færdselspolitiet en personbil, som blev udtaget til en rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Føreren af bilen, 53-årig mand fra Grevinge, var påvirket af spiritus og medvirkede til en alkometertest. Resultatet af denne test var så høj, at politiet kunne inddrage den 53-åriges førerret midlertidigt, hvilket føreren ikke protesterede imod. Han blev sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 53-årige få besked fra politiet om sagens videre gang.

Brand i autolakeringsfirma – Spånnebæk, Holbæk Kl. 21.26 kom et alarmopkald om en kraftig brand i en industribygning. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der var gået brand i et teknikrum hos en autolakerer. Brandvæsnet fik kontrol over ilden, før den bredte sig yderligere, men der skete store skader i teknikrummet. Der opholdt sig ingen personer i bygningen da branden opstod. Politiet optog rapport i sagen, for at klarlægge brandårsagen. Der var intet mistænkeligt ved branden, der formodes at være startet ved et defekt ventilationsanlæg. Tre personer, som opholdt sig på L.C Worsøesvej ca. 200 m nordøst fra brandstedet havde indåndet noget af røgen, så de kørte selv til sygehuset for at blive undersøgt for røgforgiftning. Politiet har ikke modtaget meldinger om alvorlig personskade i forbindelse med branden.

Bil endte på taget – Skovvejen, Jyderup – Holbæk Kl. 21.52 fik politiet oplysninger om, at der lå en personbil på taget i en grøft ved Skovvejen i Jyderup. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de undersøgte bilen nærmere. Der lugtede af alkohol i bilens kabine, men der var ingen personer til stede ved bilen. Politiet fandt kort efter ud af, at to personer som kunne mistænkes for at have befundet sig i bilen, da den forulykkede, befandt sig på en anden adresse i Jyderup. En patrulje anholdt her to personer, en 26-årig kvinde og en 34-årig mand, begge fra Smørum. De var begge påvirkede af alkohol, og det var i første omgang ikke muligt at fastslå, hvem der havde kørt bilen. De blev derfor begge sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve. Senere forklarede kvinden, at det var hende som havde ført bilen, og at hun havde mistet herredømmet over den, hvorfor de var kørt galt. De havde efterfølgende fået et lift videre til den adresse i Jyderup, som de var på vej til. De to blev efterfølgende løsladt og nu afventes resultatet af blodprøverne, hvorefter de to sigtede vil høre mere fra politiet. Ingen personer kom til skade ved uheldet.

Larm fra Byparken – Sankt Clara Vej, Roskilde Kl. 23.18 fik politiet flere anmeldelser om, at der blev spillet meget høj musik og blev festet i Byparken. Politiet kunne høre den høje musik i baggrunden i forbindelse med telefonsamtalen med anmelderen. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en gruppe på 15-20 unge mennesker, som holdt fest. Politiet lukkede festen, så roen igen blev genoprettet omkring Byparken. Der kom ikke flere anmeldelser om larm fra Byparken den nat.

Mand i underbukser kørt hjem – Vindeboder, Roskilde Kl. 23.56 fik politiet anmeldelse om, at en yngre mand gik rundt ved Vikingeskibsmuseet kun iført underbukser og T-shirt. Han var påvirket og virkede ikke som om, at han kunne tage vare på sig selv. Politiet kom frem til havnen i Roskilde, hvor de en 25-årig mand fra Roskilde, som livede lidt op ved politiets ankomst. Han kunne nu godt oplyse hvad han hed, og hvor han boede. Så politiet kørte den 25-årig mand hjem i seng, og politiet kunne fortsætte deres patrulje.

Hærværk ved rudeknusning – Over Bølgen, Greve Kl. 01.42 fik politiet en anmeldelse fra en vagt i Wawes, som på overvågningen havde set to maskerede personer forøve hærværk ved at kaste sten mod ruderne ved et fitnesscenter omkring kl. 01.30. En patrulje kørte til centret, hvor de konstaterede, at der var blevet knust 17 ruder ved fitnesscentret. Politiet optog rapport og efterforsker nu sagen. Overvågningsvideoen fra centret skal gennemgås, for at se om det muligt at få en beskrivelse af gerningsmændene.

Borgere som har set noget i forbindelse med hærværket mod Wawes natten til onsdag omkring kl. 01.30 bedes kontakte politiet på tlf. 114.








Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi