Døgnrapport d. 09-08-2019

fredag 09. aug, kl. 18:54

Uddrag af døgnrapporten den 8. - 9. august 2019

Lov om arbejdsmiljø, Lyngby Klokken 08.00 faldt en mur sammen på DTU i forbindelse med arbejdet med opsætning af stivere. To håndværkere kom til skade under hændelsen. Den ene havde stået på jorden, mens den anden havde befundet sig i en lift 1,5 meter over jorden, da muren var faldet 4-5 meter ned over de to. Politi og ambulance blev sendt til stedet, og begge mænd blev kørt på hospitalet for at få behandlet deres skader. Spritkørsel, Frederikssund Klokken 15.47 blev en 54-årig mandlig bilist med ukendt adresse standset og kontrolleret på parkeringspladsen på Askelundsvej. Her fik han alkometeret til at slå ud over det tilladte, ligesom det viste sig, at han ikke havde retten til at køre bil, hvorfor han blev sigtet for begge forhold. En blodprøve skal nu fastslå den eventuelle promille.
Færdselsuheld, Helsingør Klokken 15.47 påkørte en 74-årig mandlig bilist fra Helsinge en kantsten på Gurrevej, hvorpå han mistede kontrollen over sin bil og påkørte et vejtræ og pådrog sig en blodnæse. En patrulje blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at der ikke var sket større skade på hverken mand eller materielle genstande.

Færdselsuheld, Værløse Klokken 16.17 kørte en 49-årig kvindelig bilist ad Kirkebakken fra kirkegården og frem for ubetinget vigepligt, hvorved der skete et sammenstød med en 77-årig kvindelig cyklist fra Værløse. En patrulje blev sendt til stedet, hvor den 49-årige blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Ulovlig knallert, Veksø Klokken 16.20 blev 16-årig mandlig knallertfører fra Lyngby standset og kontrolleret på Frederikssundvej nær Agervej. Her viste det sig, at knallerten var blevet konstruktivt ændret, så den kunne køre over den tilladte hastighed, ligesom den havde diverse mangler, såsom en uvirksom forbremse, og den 16-årige blev derfor sigtet efter færdselslovens bestemmelser.
Lovgivning om euforiserende stoffer, Frederikssund Klokken 17.30 blev en 27-årig mand fra Frederikssund spottet af en patrulje på et offentligt tilgængeligt toilet på Ågade, hvor han stod i en åben bås og talte en større mængde kontanter. Manden blev spurgt, om han havde narkotika på sig, hvorpå han fremviste en klump hash. Da manden samtidig skyldte penge til SKAT, blev hans kontanter beslaglagt. I samme forbindelse blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han råbte ukvemsord til patruljen.
Røveri mod forretning, Hørsholm Klokken 17.51 blev det anmeldt fra personalet i Rema 1000, at to mænd havde indfundet sig i butikken og forsøgt at stjæle diverse varer.
Da en medarbejder konfronterede de to mænd i en midtergang, trak den ene en kniv, hvorved det lykkedes de to mænd at flygte fra butikken med varerne.

Nordsjællands Politi har på baggrund af vidneudsagn og videoovervågning gode spor at gå efter, og kan af efterforskningsmæssige årsager ikke gå i detaljer med dette på nuværende tidspunkt.


Spritkørsel og færdselsuheld, Gørløse Klokken 21.07 indløb der anmeldelse fra en 41-årig mand om, at en bil kørende på Lystrupvej med to mænd i kort forinden var forulykket og endt på taget. De to mænd forsøgte at stikke af, men anmelderen fik løbet den ene op og tilbageholdt ham, indtil en patrulje nåede frem.

Den tilbageholdte, en 31-årig mand fra Ølsted, blev i første omgang konstateret til at være føreren af bilen, og da han fremstod beruset, blev alkometeret fundet frem. Det fik han blæst op over det tilladte, hvorfor han blev sigtet for forholdet, ligesom han også blev sigtet for at have kørt bil i frakendelsestiden.

På baggrund af lidt hurtig efterforskning på stedet blev den formodede passager udpeget, og han blev kort efter aflagt et besøg på en nærliggende adresse, da det skulle sikres, at han ikke var kommet alvorligt til skade, hvilket ikke var tilfældet.
Bortvisning af uønskede personer, Birkerød Klokken 23.22 kontaktede personalet fra McDonald’s Nordsjællands Politi og bad om hjælp til at bortvise nogle unge mænd, der ikke ville forlade stedet, selvom de var blevet bedt om det af personalet, fordi de lavede uro på etablissementet.

En patrulje blev sendt dertil, hvor seks unge mænd fra Birkerød i alderen 14-19 år blev truffet, og efter patruljens anvisninger forlod de nu området.

Brand, Lyngby Klokken 23.23 indgik der et par anmeldelser om, at der var brand i en lejlighed på Baunehøjvej. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at branden udelukkende var i den pågældende lejlighed, og at der ikke var fare for, at den spredte sig.

En person befandt sig i lejligheden, og denne havde pådraget sig nogle brandskader, som skulle behandles på hospitalet.

De indledende tekniske undersøgelser indikerer, at branden var påsat, og beboeren blev derfor sigtet for brandstiftelse.

Nordsjællands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.

Indbrud anmeldt til Nordsjællands Politi 8. - 9. august 2019


Kilde: Nordsjællands Politi