Døgnrapport d. 12-08-2019

mandag 12. aug, kl. 17:58

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 12. august 2019

Fremstilling i Retten i Randers Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 12.00 to mænd på 20 og 26 år i Retten i Randers. De sigtes for indbrud begået lørdag i et sommerhus i Øer ved Ebeltoft. I sommerhuset er der videoovervågning, som havde filmet de to gerningsmænd, der var brudt ind af et vindue og havde stjålet nogle smykker. Ejerne af sommerhuset opdagede indbruddet søndag og kunne på overvågningen se, at det var begået lørdag kl. 16.00.

En lokal betjent fra nærpolitiet i Grenaa så videoen igennem med det samme, han kom til sommerhuset. Han genkendte straks de to mænd, som kommer fra lokalområdet og er særdeles kendte af politiet. De blev senere søndag anholdt på adresser i Ebeltoft. Da mændene er kendt for lignende kriminalitet, fremstilles de i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

**

Fremstilling i Retten i Randers Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 11.30 en 24-årig mand i Retten i Aarhus på udlændingeloven med henblik på udvisning. Den 24-årige mand er russisk statsborger og blev fredag anholdt af en patrulje på Nyvangsvej i Randers. Russeren opholdt sig ulovligt i Danmark, og han blev derfor tilbageholdt på udlændingeloven.

**

Tyv anholdt, dømt og udvist samme dag Knap otte timer efter han var blevet anholdt, blev en 33-årig polsk mand søndag idømt 30 dages fængsel og udvist af Danmark for at have begået indbrud i en varebil. Det var en opmærksom ung mand, der i første omgang ledte politiet på sporet af den 33-årige.

På Gammel Stillingvej i Harlev bemærkede han kl. 3.15 en mistænkelig bil holde, og da han også så en diverse værktøj ligge i græsset ved siden af, besluttede han at ringe til politiet. Det viste sig at være en god idé. En hundepatrulje opdagede, at nogen havde brudt ind i en varebil på stedet, og at der manglede nogle kasser med værktøj. Gerningsmanden var dog ikke i nærheden. Derfor blev patruljehunden sat til at lede efter spor, og den fik hurtigt færten.

I et buskads i nærheden fandt den noget af det stjålne værktøj, og den viste vej hen over en mark, hvor den fandt flere tyvekoster. Ved Stillingvej snusede den sig frem til yderligere spor, inden den til sidst ledte hundeføreren ind i en privat have. Her dukkede en mand pludseligt frem fra en busk og begyndte at løbe fra stedet. Han var dog ikke hurtigere end politihunden, der indhentede ham og holdt ham i skak, indtil betjenten kom frem.

Den undløbne mand viste sig at være en 33-årig mand fra Polen. Han blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør senere søndag. Her erkendte han forholdet og fik en straksdom på 30 dage, som han nu skal afsone med det samme. Derudover blev han udvist af landet med indrejseforbud i seks år.

**

Kvinde stjal vens bil og kørte galt – sigtet for spritkørsel En 22-årig kvinde kørte søndag morgen kl. 5.58 galt på Østjyske Motorvej ved Brabrand, da hun i høj fart mistede kontrollen over bilen og ramte ind i et autoværn. Efterfølgende blev hendes bil ramt af en bagvedkørende bil ført af en 18-årig mand. Ingen kom til skade ved uheldet. Da politiet kom frem, fik betjentene mistanke til, at kvinden var påvirket af alkohol, hvilket både hun selv og et alkometer bekræftede.

Den 22-årige fortalte, at hun havde drukket en del øl hos en ven, som hun havde overnattet hos. Tidlig morgen havde hun stjålet vennens bil og kørt hjemad mod Solbjerg, indtil det pludseligt gik galt. Hun blev anholdt og sigtet for spritkørsel og for tyveri af bil, og da det viste sig, at hun ikke havde kørekort, blev hun også sigtet for det.

**

49-årig anholdt for at krænke kvinde En 29-årig kvinde blev søndag kl. 16.35 udsat for en ubehagelig oplevelse, da hun stødte på en fremmed mand på Risskovstien i Aarhus. Ifølge kvinden gik manden hen til hende og lavede ”samlejebevægelser” med underlivet, mens han sagde forskellige uanstændige ting til hende. Kvinden gik hastigt videre og ringede til politiet.

En patrulje kom kort efter til stedet og kørte rundt i området for at lede efter manden. Ved en kiosk på Salonvejen traf de en anden kvinde, der fortalte, at hun netop var blevet kontaktet af en mand, der virkede nærgående og mærkelig. Hun pegede patruljen i retning af manden, og kort derfra stødte de på en 49-årig mand, som passede præcist på signalementet, som kvinderne havde givet. Han blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse.

**

Vred mand skræmte ældre kvinde En 87-årig kvinde ringede natten til mandag kl. 1.03 til politiet, da hun blev skræmt af en mand, som bankede hårdt på hendes dør og råbte af hende. Manden, der er nabo til hendes lejlighed i Stavtrup, var sur over, at hendes fjernsyn larmede, forklarede kvinden. En patrulje kom til stedet, hvor de traf den 44-årige mand, som stadig var noget ophidset. Han fortsatte sit råberi – nu rettet mod betjentene, og da han blev ved med at være aggressiv og højtråbende, blev han til sidst anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

**

Gemte kokain i bilen og gav falsk navn En 19-årig mand blev natten til mandag kl. 1.35 anholdt og sigtet for at have forsøgt at sælge narko. En patrulje fik mistanke til manden, der sad i sin bil på Søndre Ringgade i Aarhus. Da betjentene ransagede bilen, fandt de flere salgsposer med kokain gemt bag en loftslampe. Han blev sigtet og anholdt på stedet. I første omgang opgav den 19-årige falsk navn, men det blev opdaget og kostede ham endnu en sigtelse.

**

Færdsel Søndag kl. 12.49 skete der et færdselsuheld i krydset Randersvej/Nordre Ringgade. En 37-årig mandlig bilist trak til højre og ramte ind i en bil i den anden vejbane. Sammenstødet medførte uheld med yderligere tre andre biler, der holdt ved krydset. Ingen personer kom umiddelbart til skade. Den 37-årige blev efterfølgende sigtet for at have forårsaget uheldet.

Søndag kl. 14.15 skete der et færdselsuheld i krydset Kongevejen/Marselisborg Grønnevej i Aarhus. En bilist kørte ifølge vidner ud i krydset for ubetinget vigepligt, hvor han ramte ind i en anden bil. Der skete kun lettere materiel skade ved uheldet. Bilisten stak efterfølgende af fra uheldet uden at give sig til kende.

Søndag kl. 15.00 skete der et færdselsuheld i en rundkørsel på Skovvej i Hinnerup. En 75-årig kvindelig bilist ramte ind i en 20-årig mand på cykel, da hun svingede ud af rundkørslen. Cyklisten slap umiddelbart uden alvorligt skader. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Søndag kl. 21.10 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Paludan-Müllers Vej i Aarhus N.

**

Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

• På Kantorparken i Risskov begået mellem lørdag d. 10/8 kl. 7.00 og søndag d. 11/8 kl. 6.30
• På Kobberhagevej i Boeslum ved Ebeltoft begået søndag kl. 6.45
• På Bækkelundsvej i Randers NØ begået mellem lørdag d. 10/8 kl. 11.00 og søndag d. 11/8 kl. 19.49


Kilde: Østjyllands Politi