Tre unge mænd med bandetilknytning dømt i narkosag i Esbjerg

tirsdag 13. aug, kl. 14:02

Tre mænd på 21, 21 og 25 år blev tirsdag ved en domsmandsret ved Retten i Esbjerg idømt fængsel i en sag om besiddelse og salg af kokain i Esbjerg.

En 21-årig mand fik 10 måneders ubetinget fængsel, mens den anden 21-årige og den 25-årige fik ubetinget fængsel i tre år.

De to mænd, der blev idømt tre års fængsel, er dømt for at have solgt ikke under 508 gram kokain, mens alle tre blev dømt for at have besiddet lige under 100 gram kokain med henblik på videreoverdragelse.

De tre dømte har relation til bandemiljøet i Esbjerg. Trods dette kom anklagemyndigheden ikke igennem med en påstand om opholdsforbud.

Den 21-årige, der blev idømt 10 måneders fængsel, er tyrkisk statsborger. Han fik i forbindelse med dommen en advarsel i medfør af udlændingeloven.

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi