Døgnrapport d. 19-08-2019

mandag 19. aug, kl. 15:52

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 19. august 2019

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i politikredsen i dag.


Aggressiv passager blev sat af i Aarhus Lufthavn Et fly på vej fra Dublin til Riga måtte søndag kl. 19.49 lande i Aarhus Lufthavn, da en 37-årig mandlig passager fra Litauen skabte så meget uro, at kaptajnen ville have ham ud. Ifølge vidner skubbede den 37-årige personalet ombord på flyet og nægtede konsekvent at følge deres anvisninger.

En patrulje fra Østjyllands Politi kørte til lufthavnen, hvor de anholdt den særdeles berusede 37-årige mand. Han er foreløbigt sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Han kan derudover se frem til et større erstatningskrav fra flyselskabet.

** Specialpatruljen på bytur i Randers – 12 unge mænd sigtet Østjyllands Politis specialpatrulje var lørdag nat på gaden i Randers C, hvor de gik rundt i civil for at holde øje med narkokriminalitet. De traf en del unge mænd, som var i besiddelse af kokain. Flere af dem blev taget på fersk gerning, mens de var i færd med at sniffe kokainen op fra en telefon eller lignende.

Mændene som var mellem 17-26 år blev alle sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, og de kan se frem til en større bøde. Specialpatruljen vil fortsat løbende være på gaden i civil i det østjyske natteliv.

**

Mand anholdt for vold mod ekskæreste En 38-årig mand blev søndag lidt over kl. 17.00 anholdt på sin bopæl i Aarhus V og sigtet for vold mod sin 30-årige kvindelige ekskæreste. Ifølge anmeldelsen skubbede den 38-årige kvinden ind i væggen og sparkede hende, da hun skulle aflevere deres fælles børn. Kvinden slap umiddelbart med mindre knubs.

**

Bilist uden kørekort kørte for stærkt i stjålen bil En 28-årig mand viste sig at have en del på samvittigheden, da han søndag kl. 21.05 blev standset af en patrulje på Thorsagervej tæt på Thorsager. Bilisten blev målt til at køre 68 km/t i en byzone, og han blev derfor dirigeret ind til siden. Den 28-årige erkendte hurtigt, at han var frakendt kørekortet, og at bilen i øvrigt ikke var hans. Han blev derfor anholdt og sigtet for tyveri og for at køre uden førerret.

Her stoppede sigtelserne dog ikke. For inde i bilen fandt politiet noget hash og en joint, hvilket gav en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer. Da bilisten tilmed virkede påvirket, blev han også sigtet for narkokørsel, og han fik foretaget en blodprøve, som skal vise, om der var stoffer i hans blod under kørslen.

**

Ung kvinde stak af fra færdselsuheld En 18-årig kvinde gik med egne ord i panik, da hun søndag kl. 16.05 kom til at køre op bag i en anden bil i krydset Ringvej Syd/Søndervangs Allé i Viby. Hun kørte hurtigt derfra uden at kontakte den 34-årig mand i den anden bil.

Mens politiet var på stedet for se nærmere på uheldet, kom den brødbetyngede kvinde dog tilbage. Her blev hun sigtet for at ikke at overholde sine forpligtelser ved et færdselsuheld, ligesom hun blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. Ingen kom til skade ved uheldet.

** Sigtet for at stjæle kylling og kammerjunkere Personalet i Rema 1000 på Vesterbro Torv i Aarhus tilbageholdt søndag kl. 14.16 en 55-årig kvinde, som havde forsøgt at stikke af med flere varer fra butikken. På videoovervågningen kunne en medarbejder se, at kvinden bl.a. gemte nogle kammerjunkere og en pakke kylling i sin rygsæk, inden hun gik op til kassen for at betale for en enkelt vare.

Da hun gik mod udgangen, blev hun holdt tilbage af en medarbejder, og politiet blev tilkaldt. Den 55-årige blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

**

Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

• På Vosnæsparken i Skødstrup begået mellem fredag d. 16/8 kl. 12.00 og søndag d. 18/8 kl. 9.00
• På Nattergalvej i Randers NØ begået mellem lørdag d. 17/8 kl. 12.00 og søndag d. 18/8 kl. 13.00
• På Gartnerhaven i Skødstrup begået mellem lørdag d. 17/8 kl. 8.00 og søndag d. 18/8 kl. 13.15
• På Opaldalen i Randers NØ begået mellem lørdag d. 17/8 kl. 10.00 og søndag d. 18/8 kl. 8.50
• På Skrænten i Randers C begået søndag d. 18/8 kl. 16.28


Kilde: Østjyllands Politi