Forhindrer kriminalitet i dit område

onsdag 21. aug, kl. 12:50

Det er en af vores kerneopgaver at forebygge kriminalitet hele tiden, og det gør vi aktivt hver eneste dag – lige fra patruljer i trafikken til undervisning på skoler og lokalbetjente i boligområder.

Men også i kulissen arbejder vi vedvarende sammen med andre i samfundet for skabe tryghed og standse kriminalitet i din by.

Her spiller Lokalrådet en vigtig rolle, for det er her, at ledere fra lokalpoliti og kommune tilrettelægger det kriminalpræventive samarbejde i lokalområdet.

Det sker i alle kommuner på Vestegnen:

"Lokalrådet sikrer, at politi og kommune er på forkant, handler hurtigt og at fælles initiativer sker inden for de muligheder og regler, vi arbejder under – hvad enten det handler om børn, misbrug eller utryghed. Det er her, vi koordinerer vores indsatser, sætter samlet ind og løser lokale problemer i fællesskab til glæde for den enkelte borger og for samfundet som helhed," siger chefen for lokalpolitiet hos Københavns Vestegns Politi politiinspektør Allan Nyring.

Det kan fx være unge, som skaber utryghed for andre i et område, handel med narkotika eller en negativ kriminalitetsudvikling. Andre fra lokalområdet kan også deltage i et lokalrådsmøde – fx foreninger eller klubber, hvis en løsning kræver det.

Åbent lokalrådsmøde Som noget ret nyt er Københavns Vestegns Politi begyndt at holde store ’åbne lokalrådsmøder’, hvor alle gode kræfter i et lokalområde inviteres til en udvidet information om et lokalt problem, hører om kommunens og politiets syn på sagen og håndteringen af det og selv kan bidrage med løsningsforslag.

"Vi har ret gode erfaringer med åbne lokalrådsmøder, vi får god feedback fra dem, der bor og arbejder i området, og vi oplever, at det øger trygheden blandt dem. Desuden får vi gode input fra en bredere skare af beboere, handlende og foreninger, og så får vi mulighed for at betrygge dem i, at vi håndterer situationen," siger Allan Nyring.

Intensionen er, at kommune og politi inviterer til et åbent lokalrådsmøde, hvis en hændelse eller negativ udvikling kræver det.

--

Her - på vores Facebook - kan du se en film, hvor en lokalpolitileder fortæller, hvordan vi arbejder med at hindre kriminalitet, hvor du bor.

--

Se også vores opslag om, hvordan en lokalbetjent arbejder i sit lokalområde.

Og tidligere opslag om Kredsrådet, hvor borgmestrene på Vestegnen sætter retning for det kriminalpræventive arbejde sammen med politidirektøren.

Kilde: Københavns Vestegns Politi