Døgnrapport d. 08-10-2019

tirsdag 08. okt, kl. 17:18

Fra døgnrapporten: narkopåvirket bilist, spirituskørsel, færdseluheld, spirituskørsel med mere

Narkopåvirket bilist Mandag aften kl. 1839 standsede politiet et køretøj på Nordjyske Motorvej ved Svenstrup. Da man kontaktede føreren kunne det konstateres, at han var påvirket af narko. Bilen måtte efterlades på en nærliggende rasteplads. Vedkommende blev anholdt og indbragt for at få udtaget en blodprøve.

Spirituskørsel Natten til tirsdag kl. 0152 blev der standset et køretøj på Skørpingvej i Astrup. Føreren af køretøjet var beruset og havde i øvrigt intet kørekort. Han måtte en tur omkring stationen for at få udtaget en blodprøve til endelig bestemmelse af promillen.

Færdselsuheld Mandag eftermiddag kl. 1715 skete der et færdselsuheld på Frederikshavnsmotorvejen ved Vodskov. Føreren af bilen mistede pludseligt herredømmet over bilen og påkørte først autoværnet i nødsporet for derefter at fortsætte ud i midterrabatten, hvor autoværnet også blev påkørt. Føreren havde tidligere på dagen bestået køreprøven og slap heldigvis uskadt fra uheldet.
Spirituskørsel med mere Mandag eftermiddag kl. 1652 var der en årvågen patrulje der bemærkede et køretøj på Europavej ved motorvejen i Frederikshavn. Køretøjet var på vej mod syd, men det blev der sat en stopper for. Da politiet kontaktede føreren kom bødeblokken på overarbejde. Føreren var beruset og påvirket af narko, og frakendt førerretten. Bilen var desuden afmeldt og forsynet med stjålne nummerplader. Føreren blev anholdt og indbragt for at få udtaget en blodprøve og dernæst afgive forklaring til sagerne.







Kilde: Nordjyllands Politi