Forlængelse af visitationszone i dele af Ishøj

mandag 14. okt, kl. 14:35

Beslutningen medfører, at politiet i perioden kan foretage stikprøvevis besigtigelse af personers legeme, undersøgelse af tøj og andre genstande samt køretøjer i et nærmere anvist geografisk område for at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

Det er anden gang at visitationszonen bliver forlænget. Den blev første gang indført mandag den 16. september 2019 og forlænget mandag den 30. september 2019 til i dag den 14. oktober.

Baggrunden for beslutningen om at forlænge visitationszonen med to uger til foreløbig mandag den 28. oktober 2019 kl. 18 er fortsat en skudepisode på Gildbrovej søndag den 15. september, hvor to 22-årige mænd blev ramt af skud, hvorved den ene mistede livet, og fordi politiet fortsat vurderer, at der er tale om en konflikt mellem kriminelle grupperinger i dele af det storkøbenhavnske område.

Samtidig forlænges visitationszonerne i dele af Københavns Politikreds og Midt- og Vestsjællands Politikreds.
Her gælder visitationszonen: Visitationszonen afgrænses mod Hundige (syd) langs kommunegrænsen til Greve Kommune, mod Vallensbæk Strand (nordøst) langs kommunegrænsen til Vallensbæk Kommune og mod nordvest langs Køge Bugt Motorvejen/Motorring 4, som dog ikke er omfattet.

Se evt. oversigtskort.

Københavns Vestegns Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen for nu.



Kilde: Københavns Vestegns Politi