Døgnrapport d. 22-11-2019

fredag 22. nov, kl. 19:24

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 22. november 2019

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i dag.

**

81-årig mand dræbt i trafikulykke En 81-årig mand fra Brabrand blev torsdag kl. 15.51 dræbt i en færdselsulykke på Pallisvej i Brabrand. Den 81-årige kom gående med sin rollator, da han blev ramt af en bakkende lastbil og kørt over. Lastbilen kørte bagefter fra stedet, formentligt fordi chaufføren ikke opdagede, at han havde ramt nogen. Efterfølgende fandt politiet frem til den lastbil, der formodes at have påkørt den 81-årige. En 64-årig mand fra Syddjurs, som var chauffør i lastbilen, blev kortvarigt anholdt og afhørt.

En bilinspektør skal nu undersøge ulykken nærmere for at kortlægge de nærmere omstændigheder. Indtil bilinspektørens rapport ligger klar, ønsker Østjyllands Politi ikke at udtale sig yderligere om ulykken.

Den 81-åriges pårørende er underrettet.


**

21-årig anmeldte røveri Østjyllands Politi fik torsdag kl. 20.55 en anmeldelse fra en 21-årig mand, der fortalte, at han var blevet udsat for røveri i sit eget hjem i Ryomgård. Det skulle være sket omkring kl. 17.30. En patrulje kørte til stedet for at foretage nærmere undersøgelser, og den 21-årige fortalte under afhøringen, at to mænd havde sparket døren op og slået og sparket ham, inden de stak af med hans tv, spillekonsol og andre værdigenstande.

Den 21-årige, der ikke kom alvorligt til skade, kunne kun give et sparsomt signalement af mændene:

A:
• Ca. 190-195 cm høj
• Tyrkisk eller arabisk af udseende
• Havde fuldskæg

B:
• Ca. 180 cm høj
• Udlænding

Østjyllands Politi efterforsker nu anmeldelsen nærmere. Har du oplysninger om røveriet eller mulige gerningsmænd, kan du kontakte politiet via tlf. 114.

**

To mænd anholdt – havde indbrudsværktøj i bilen En patrulje fra Østjyllands Politi anholdt torsdag kl. 17.30 to 47-årige mænd, som kørte rundt i Sabro. Politiet havde mistanke til, at de to mænd ikke havde rent mel i posen, og da de kiggede nærmere i bilen, så den mistanke ud til at holde stik. Der lå nemlig en del indbrudsværktøj derinde. Begge mænd blev anholdt og siget for forsøg på tyveri.

**

To mænd sigtet for ulovligt arbejde To ukrainske mænd på 38 og 41 år blev torsdag formiddag anholdt på en byggeplads i Højbjerg og sigtet for ulovligt ophold og ulovligt arbejde. Ingen af dem havde nemlig de nødvendige tilladelser. Det var Arbejdstilsynet, der var på uanmeldt besøg sammen med politiet. De to mænd kan nu tilbageholdes i 3x24 timer på Udlændingeloven, indtil det bliver afgjort i retten, hvor vidt de skal hjemsendes.

**

Specialpatruljen på besøg i Grenaa Østjyllands Politis specialpatrulje besøgte torsdag aften en adresse i Grenaa, hvor de havde mistanke om, at der var ulovlige stoffer. På stedet traf de den 36-årige beboer, som blev sigtet for besiddelse af narko, mens betjentene ransagede hans hjem. Under ransagningen blev der fundet nogle euforiserende svampe, nogle hashrester og noget ulovligt cannabis-olie, som alt sammen blev beslaglagt.

Efterfølgende tog specialpatruljen videre til en anden adresse i Grenaa, hvor de fandt noget skunk, hash og doping. En 31-årig mand, der bor på stedet, blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

**

Brand i bil bredte sig i Aarhus Østjyllands Politi fik natten til fredag kl. 00.22 en anmeldelse om, at en bil brændte på en p-plads på Tage-Hansens Gade i Aarhus C. Brandvæsen og politi kørte til stedet, hvor de så, at branden havde bredt sig til yderligere to biler. Tre biler nåede at brænde ud, mens to andre biler fik varmeskader. Brandårsagen er endnu ukendt, men da politiet ikke kan udelukke, at branden er påsat, bliver episoden nu efterforsket nærmere.

Har du oplysninger om branden, kan du henvende dig til politiet via tlf. 114.

**

Stak af fra dyr taxatur En taxachauffør ringede fredag kl. 3.18 til politiet, da en kunde var stukket af fra regningen. Han havde kørt en ung mand fra Silkeborg til Hasle, og taxameteret stod på lidt over 600 kroner, da turen var slut. Men i stedet for at betale sprang den unge mand ud af bilen og løb derfra i fuld fart. Taxachaufføren havde stadig det telefonnummer, som turen var bestilt fra, og via det fandt politiet frem til en 17-årig dreng, som de besøgte og sigtede for bedrageri.

**
Gemte mørbrad i ærmet
En 37-årig mand havde den store trøje med, da han torsdag kl. 10.57 gik ind i et supermarked på Frederiksgade i Aarhus C. Her tog han en svinemørbrad op fra køledisken og gemte den i ærmet, inden han gik ud af butikken uden at betale.

En vagt opdagede dog tyveriet og nåede at indhente manden længere nede af gaden. Den 37-årige blev tilbageholdt, og politiet blev tilkaldt. Da manden er udenlandsk statsborger og ikke har fast bopæl i landet, blev han anholdt, sigtet for tyveri og modtog et bødeforlæg med det samme.

**

Stoffer fundet i kolonihavehus Et tip førte torsdag ved midnatstid Østjyllands Politis specialpatrulje til et kolonihavehus i Randers. Under en ransagning af huset fandt betjentene en del hash, skunk, pot og nogle ulovlige piller. Den 40-årige husejer blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

**

Færdsel Torsdag kl. 7.20 skete der et færdselsuheld på Vestre Ringgade i Aarhus C. En 47-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 51-årig mand, som blev skubbet op i en bil med en 25-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade.

Torsdag kl. 8.11 skete der et færdselsuheld i krydset Viborgvej/Ringkøbingvej i Aarhus C. En 38-årig mandlig bilist svingede til højre og ramte ind i 32-årig mand, som kom cyklende ligeud. Cyklisten slap umiddelbart fra sammenstødet uden alvorlige skader. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Torsdag kl. 15.57 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Gøteborg Allé i Aarhus N.

Torsdag kl. 16.53 skete der et færdselsuheld på Århus Syd Motorvejen ved Hasselager. En 21-årig mand kørte op bag i en bil ført af en 47-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 21-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.

Fredag kl. 4.00 blev en 26-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Strandgårdshøj i Ebeltoft.

**

Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

• På Dr. Margrethes Vej i Aarhus N begået mellem onsdag d. 20/11 kl. 16.30 og torsdag d. 21/11 kl. 9.00
• På Gyldenlakvej i Randers NØ begået torsdag d. 21/11 mellem kl. 13.30 og kl. 15.05
• På Klokkerbakken i Hasle begået torsdag d. 21/11 kl. 21.45


Kilde: Østjyllands Politi