Døgnrapport d. 26-03-2020

torsdag 26. mar, kl. 19:36

Uddrag af døgnrapporten den 25.-26. marts 2020

Butikstyveri, Hornbæk Klokken 08.38 blev det anmeldt, at en mand havde taget 14 poser brænde, der stod ude foran Super Brugsen, uden at betale for dem, hvorefter han var kørt fra stedet i bil. Anmelderen havde noteret bilens registreringsnummer, hvorfor en patrulje kort efter kunne udfinde og sigte manden, en 48-årig mand fra Brøndby, for tyveriet. Da den 48-årige samtidig fremstod beruset, blev han sigtet for spirituskørsel og kørt med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.

Kørsel uden førerret, Frederiksværk Klokken 13.00 blev en 29-årig mandlig bilist fra Frederiksværk standset og kontrolleret på Hillerødvej. Her viste det sig, at han ikke havde retten til at køre bil, hvorfor han blev sigtet for forholdet.

Færdselsuheld, Charlottenlund Klokken 15.22 påkørte en bil ført af en 47-årig kvinde fra Charlottenlund en 20-årig kvindelig cyklist fra Virum. Påkørslen skete, da den 47-årige skulle dreje til højre fra Ordrupvej og Morescosvej, hvorved hun overså cyklisten, der cyklede ligeud på Ordrupvej. Bilisten blev i forbindelse med færdselsuheldet sigtet efter færdselslovens bestemmelser.

Kørsel uden førerret, Græsted Klokken 16.38 blev en 55-årig mandlig bilist fra Græsted standset og kontrolleret på Præstevejen. Her viste det sig, at manden havde sat sig bag rattet i frakendelsestiden, hvorfor han blev sigtet for forholdet. Manden fik desuden også politiets alkometer til at slå ud over det tilladte, hvorfor han også blev sigtet for spirituskørsel. En blodprøve skal nu fastslå den eventuelle promille.

Kørsel uden førerret, Ølsted Klokken 18.50 blev en 37-årig mandlig bilist standset og kontrolleret på Skovsøvej. Her viste det sig, at han ikke havde retten til at køre bil, ligesom der var en udestående synssag på køretøjet. Idet manden var udenlandsk statsborger, blev han taget med på politistationen, hvor der blev udfærdiget en straksbøde.

Lovgivning om euforiserende stoffer, Birkerød Klokken 20.45 blev en 19-årig mand fra Hillerød truffet og visiteret ved Birkerød Privatskole. Under visitationen blev der på hans person fundet en peberspray, to små poser med kokain samt en lille pose med en klump hash i samt en joint.

Bortvist fra p-plads, Holte Klokken 22.08 blev det anmeldt, at nogle unge drenge rendte rundt på P-pladsen bag Holte Midtpunkt og skabte sig og skabte utryghed.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor fire meget unge mennesker blev truffet og dernæst sendt hjem.

Bortvist fra boldbane, Holte Klokken 22.32 ankom en patrulje til Dronninggårdskolen, efter det var blevet anmeldt, at der var en mindre forsamling på skolen. Patruljen traf en flok på under 10 personer, der spillede bold og lyste boldbanen op ved hjælp af deres billygter.

Personerne fik en formaning af den udsendte patrulje, hvorefter de blev bortvist fra stedet.

Beruset mand ville ikke forlade bus, Hellerup Klokken 23.10 blev det anmeldt, at en mand, der formentlig var meget beruset, ikke ville forlade en bus, der gjorde holdt ved Hellerup Station.

En patrulje blev sendt til stedet for at gelejde manden ud af bussen, men ved patruljens ankomst kunne det konstateres, at han ikke blot var beruset og nægtede at forlade bussen, han havde desuden en synlig kniv siddende i bæltet, et sværd på ryggen, en hobbykniv i lommen og en hardball-pistol i bukselinningen.

Den berusede passager, en 26-årig mand fra Valby, blev derfor sigtet efter knivlovens bestemmelser, ligesom han blev taget med i detentionen, så han kunne sove sin rus ud.

Kørsel uden førerret, Gentofte Klokken 00.30 blev en 22-årig mandlig bilist fra Søborg standset og kontrolleret på Helsingørmotorvejen i sydgående retning under broen ved Tuborgvej. Her viste det sig, at han var frakendt retten til at køre bil, og han blev derfor sigtet for forholdet.

Hærværk, Jægerspris Klokken 02.54 anmeldte en medarbejder fra hjemmeplejen, at tre drenge på cirka 16 år kørte knallert og generede hende verbalt ved Møllehegnet, ligesom den ene rev tankdækslet af hjemmeplejens bil og lavede ridser på bagruden.

En patrulje blev sendt til stedet for at optage rapport, hvorefter patruljen blev i området i et stykke tid.

Indbrud anmeldt i privat beboelse i Nordsjællands politikreds den 25.-26. marts 2020

Kilde: Nordsjællands Politi