Adgangsforbud på rockertilholdssted forlænges

torsdag 25. feb, kl. 12:09

Forbuddet gælder fra torsdag den 25. februar 2021 kl. 17.00 til torsdag den 11. marts 2021 kl. 17.00.

Med forbuddet forbydes enhver person adgang til den østlige del af adressen Speditørvej 5, 2450 København S. Adressen er tilholdssted for en af de involverede grupper.

Baggrunden for beslutningen er fortsat den verserende konflikt mellem to grupperinger i rocker- og bandemiljøet. Det midlertidige adgangsforbud er indført for at undgå voldelige episoder ved det pågældende tilholdssted, der ligger i et industrikvarter.

Københavns Politi har fokus på udviklingen i rocker- og bandemiljøet, og holder øje med, om adgangsforbuddet bliver overholdt. Forbuddet gælder foreløbigt i 14 dage, men kan blive forlænget, hvis Københavns Politi skønner det nødvendigt.

Kilde: Københavns Politi