To personer anholdt på fersk gerning og sigtet for indbrud i Ølgod

fredag 26. feb, kl. 13:22

Syd- og Sønderjyllands Politi har sigtet en 27-årig mand og en 18-årig kvinde for henholdsvis indbrud og medvirken til indbrud i Ølgod, hvor de to personer blev anholdt på fersk gerning tidligt fredag morgen.

En patrulje blev i første omgang opmærksom på et køretøj med stjålne nummerplader i Vestergade i Ølgod, hvorefter betjentene anholdt de to personer i forbindelse med et indbrud hos en erhvervsdrivende i nærheden.

Ved en ransagning af køretøjet fandt politiet desuden koster fra yderligere et indbrud på en skole, hvor der blev stjålet kontanter og elektronik.

Den 27-årige mand erkender de to indbrud, mens den 18-årige kvinde nægter medvirken.

Begge er løsladt efter endt afhøring, og der venter nu et retligt efterspil for den 27-årige mand, mens sigtelsen er opretholdt for den 18-årige kvindes vedkommende.

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi