Døgnrapport d. 09-04-2021

fredag 09. apr, kl. 19:44

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 9. april 2021.

Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger: Nørretorv, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom: Klosterparkvej, Kalundborg

Indbrud i fritids-/sommerhus: Vollerup Vang, Kalundborg

Indbrud i skole og institutioner mv.: Skoleager, Greve


Glemte afisning af bilrude mv. – Østbyvej, Himmelev, Roskilde Kl. 06.45 torsdag morgen bemærkede politiet en bilist køre ad Østbyvej med tiliset frontrude, så føreren af personbilen havde et kraftigt nedsat udsyn med risiko for at fremkalde skade på personer eller ting under kørslen. Politiet bemærkede i samme forbindelse, at føreren anvendte håndholdt mobiltelefon under kørslen, så en 57-årig mand fra Roskilde blev kort efter som fører af personbilen sigtet for disse overtrædelser af færdselsloven. Han fik lov at fortsætte sin kørsel, da det var muligt at se ud ad forruden i tilstrækkeligt omfang.

Fodgænger på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Kl. 11.40 fik politiet en anmeldelse om, at en ældre kvinde gik på motorvejen i nærheden af Solrød Syd-af- og -tilkørslen til motorvejen. En færdselspatrulje i nærheden fik hurtigt kontakt til kvinden, der kunne identificere sig selv, men havde svært ved at finde retur til egen bopæl. Den 80-årige kvinde fra Solrød Strand fik en køretur med patruljen retur til egen bopæl, hvor hjemmeplejen tilfældigt ankom samtidig. Hjemmeplejen blev orienteret om hendes færden og tog sig efterfølgende af den 80-årige kvinde, der ikke blev sigtet for noget.

Bilister respekterede ikke skiltning – Møllehusvej / Holbækvej, Roskilde Torsdag formiddag rykkede færdselspolitiet ud for at overvåge trafikafviklingen i krydset Møllehusvej – Holbækvej, hvor der i øjeblikket er opsat skilte, der for kørende ad Møllehusvej forbyder svingning til venstre ad Holbækvej mod øst. Årsagen til kontrollen på stedet var en bekymring fra både Roskilde kommunes vejvæsen og lokale borgere om, at mange bilister ikke respekterede skiltningen med forbuddet, der er indført efter etablering af vaccinationscentret i kongrescentret og den dermed stærkt forøgede trafikmængde i krydset primært med flere kørende ad Møllehusvej i sydlig retning. Trafikanter i området ved vaccinationscentret bliver ved skiltning orienteret om de ændrede trafikforhold i krydset, men til trods for, at færdselspolitiet placerede en uniformeret patruljebil synligt i krydset, blev 14 bilister sigtet for at foretage svingning til venstre trods forbuddet ifølge skiltningen i selve krydset. Alle sigtede bilister kan nu forvente at modtage en bøde fra politiet, der vil følge op trafikadfærden i krydset i den kommende tid med baggrund i de mange sager.

To større færdselsindsatser gav mange sigtelser – Holbæk Personale fra Midt- og Vestsjællands Politi foretog i tidsrummet kl. ca. 12.00 – 16.00 en målrettet indsats mod trafikanter i byerne Vipperød, Tølløse, Kr. Eskilstrup, Ugerløse, Store Merløse og Undløse, hvor trafikanter af enhver slags blev kontrolleret. Kontrollen medførte følgende sager: to kørsler uden førerret, 1 sag om narkokørsel, en sag om uberettiget brug af et køretøj, ulovlig besiddelse af en peberspray, 14 sager om brug af håndholdt mobil under kørslen, en sag om manglende brug af sikkerhedssele samt flere sager om mindre alvorlige fejl og mangler ved køretøjerne.
Indsatsen fortsatte senere på eftermiddagen, hvor trafikanter i byerne Mørkøv, Jyderup, Svinninge, Stigs Bjergby og Regstrup blev kontrolleret i tidsrummet kl. ca. 17.00 – 19.15. Ved kontrollen i disse byer skrev politiet følgende sager: tre sager om kørsel uden førerret, en sag om kørsel i frakendelsestiden, to sager om spirituskørsel, konfiskation af et køretøj, syv sager om håndholdt mobil, to sager om manglende brug af sikkerhedssele samt flere sager om mindre overtrædelser af færdselsloven.
Samtlige sigtede trafikanter kan forvente at høre nærmere fra politiet.

Færdselsuheld – Fredensvej, Benløse, Ringsted Kl. 12.25 påkørte en 18-årig mand fra Ringsted en markeringspæl ved en vejindsnævring, da han kørte i en personbil ad Fredensvej i nordvestlig retning med lav hastighed. Personale fra den tilkaldte ambulance tilså den 18-årige, der havde slået hovedet lidt som følge af uheldet, men uden at der var tale om en behandlingskrævende skade. Både bilen og den påkørte markeringspæl fik mindre skader som følge af uheldet, hvor ingen øvrige trafikanter var involveret. Da årsagen til uheldet formentlig var uopmærksomhed, registrerede politiet blot omstændighederne ved uheldet.

Færdselsuheld – Sølystvej, Jyderup – Holbæk Kl. 14.10 anmeldte pårørende til en 85-årig kvinde fra Jyderup, at den 85-årige var blevet påkørt af en bakkende bil ud for Sølystvej 1, Jyderup. Uheldet var sket i tidsrummet kl. ca. 10.30-10.45, og bilisten var efterfølgende kørt fra stedet uden at give sig til kende over for hverken den 85-årige eller andre tilstedeværende i området ved uheldsstedet. Den 85-årige blev kørt på skadestuen, hvor hun fik konstateret nogle knoglebrud som følge af uheldet. Politiet har nu optaget rapport om uheldet, hvor politiet skal forsøge at identificere det skadevoldende køretøj, som beskrives som en blå bil af mellemstørrelse. Endvidere vil politiet også gerne i kontakt med de tilstedeværende eller andre, der bidrage med oplysninger om den skadevoldende bilist. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Mindre brand i minilæsser – Sølystvej, Jyderup – Holbæk Kl. 15.52 var der opstået en mindre brand i en minilæsser, der stod på ladet af en lastbil. Brandvæsnet fik dog hurtigt slukket branden, der således ikke nåede at brede sig til selve lastbilen. Minilæsseren fik også kun minimale skader som følge af branden, hvis årsag politiet nu skal undersøge nærmere. Ingen personer kom til skade ved branden.

Uro og uorden - Østre Fælled, Ringsted Kl. 19.15 fik politiet den første af et par henvendelse om en gruppe unge, der opholdt ved en sø i området. De unge var formentlig flere end 10 personer forsamlet, ligesom de havde medbragt en stor højttaler, indtog alkohol på stedet og tiltrak andre på knallerter. Et par patruljer kørte til stedet, hvor fire lokale unge på 16 år blev truffet. De var således ikke forsamlet flere end tilladt, men de blev dog bedt om at dæmpe musikken, så den ikke var til væsentlig ulempe for de omkringboende. Ingen blev sigtet for noget i forbindelse med politiets kontrol af dem.

Færdselsuheld – Søndre Viaduktvej / Egøjevej, Køge Kl. 21.22 optog politiet rapport om et færdselsuheld, efter at to bilister kort forinden var stødt sammen i det lysregulerede vejkryds mellem Søndre Viaduktvej og Egøjevej. En 60-årig mand fra Køge var i sin personbil kørt ad Søndre Viaduktvej i vestlig retning, da han stødte sammen med en anden personbil ført af en 61-årig kvinde fra Klippinge ad Egøjevej i nordlig retning. Begge bilister havde til at hensigt at fortsætte lige i deres respektive kørselsretninger i krydset. Politiet skal nu undersøge, hvordan uheldet kunne ske i lyskrydset, herunder om en af parterne ikke har respekteret lyssignalet i sin færdselsretning.

Narkobilist med doping- og lægemidler – Københavnsvej, Roskilde Kl. 22.41 anholdt og sigtede politiet en 29-årig mand fra Hedehusene for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, efter at en narkometertest havde indikeret, at han kunne være påvirket af benzodiazepiner under kørslen. Ved en ransagning af hans bil fandt politiet efterfølgende nogle piller og dopingmidler, som han ikke var i lovlig besiddelse af. Også den 29-åriges bopæl blev ransaget, og herved fandt politiet yderligere både lægemidler og dopingampuller mv., som den 29-årige ikke var i lovlig besiddelse af og derfor blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion. Det medførte derfor også en sigtelse for overtrædelse af lægemiddelloven og loven vedr. dopingmidler, inden den 29-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer i anledning af bilkørslen. Han vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Mistænkeligt forhold – Mosevej, Lammefjord, Grevinge – Odsherred Kl. 22.57 undrede en opmærksom borger sig over aktivitet ved et nærliggende fritidshus i området. Flere personer kunne ses gå rundt og bruge lommelygter ved huset, hvor der også var et køretøj. Flere patruljer blev sendt til området, hvor politiet fik kontakt til en 36-årig mand fra København. Det viste sig, at han var blevet sendt til stedet for at hente nogle effekter efter aftale med fritidshusets ejer, så der var ikke foregået noget kriminelt trods den sene aktivitet på stedet.

Kørsel i frakendelsestiden – Emmabodavej, Jyderup – Holbæk Kl. 00.18 sigtede politiet en 27-årig kvinde fra Jyderup for at være fører af en personbil, selv om hun var frakendt sit kørekort og derfor ikke måtte være fører af bilen. Hun blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven og kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi