26-årig svensk mand varetægtsfængslet i sag om indsmugling af hash

onsdag 24. nov, kl. 08:07

En 26-årig svensk mand er ved et lukket grundlovsforhør fredag ved Retten i Sønderborg blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for indsmugling af 6,5 kilo hash via landegrænsen.

Den 26-årige erkender delvist og har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Indsmuglingen blev opdaget ved Toldstyrelsens rutinemæssige kontrol ved Møllehus grænseovergang i Tønder Kommune torsdag aften, hvor den 26-åriges personbil blev taget ud til kontrol.

Ved toldkontrollen forsøgte den svenske mand dels at gemme 800 gram hash i bukserne, dels forsøgte han at stikke af, men blev holdt tilbage af tolderne, indtil betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi nåede frem og anholdt manden.

Den 26-åriges køretøj blev efterfølgende ransaget af betjentene fra UKA Vest, hvor der blev fundet yderligere 5,8 kilo hash gemt i motorrummet. Ransagningen skete i Toldstyrelsens undersøgelseshal i Padborg.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere.
UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.
I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi