Status efter skud i Rødovre

fredag 03. dec, kl. 16:47

Københavns Vestegns Politi modtog i dag kl. 11.27 anmeldelse om skyderi i en frisør på Islev Torv på Islevbrovej, hvilket medførte en større politiudrykning.

De første meldinger lød på, at tre personer var ramt, blev behandlet på stedet og kørt på hospitalet.

En yngre mand blev siden erklæret død på hospitalet. Hans identitet er ikke fastlagt endnu, og de pårørende dermed ikke underrettet.

En 28-årig mand er behandlet for skader, og hans tilstand er nu stabil.

En 15-årig dreng, som var på stedet, pådrog sig en skade i den ene hånd. Han er færdigbehandlet, og hans forældre er informeret. Han går på en nærliggende skole, og Rødovre Kommune har iværksat hjælpeforanstaltninger til elever og forældre.

Efter skudepisoden er to gerningsmænd i sort tøj set løbe væk mod syd ad Sommerfuglevej i retning mod Slotsherrensvej.

”Vi har iværksat en omfattende drabsefterforskning, og vi hører gerne fra alle, som før, under eller efter har bemærket noget i relation til episoden,” siger politikommissær Henrik Hougaard, Københavns Vestegns Politi.

Han tilføjer, at efterforskningen, som endnu er på et tidligt stadie, fortsætter og skal klarlægge hændelsesforløbet og motiverne bag.

Kilde: Københavns Vestegns Politi