Døgnrapport d. 12-05-2022

torsdag 12. maj, kl. 13:50

Bornholms Politi: uddrag af døgnrapporten torsdag den 12. maj 2022

Tyveri Anmelder ringede onsdag aften og fortalte, at hendes mors kabinescooter var blevet stjålet mellem tirsdag kl. 16.00 og onsdag kl. 07.30 fra Østergade i Rønne. Kabinescooteren er hvid og af mærket Piaggio. Bornholms Politi hører meget gerne fra vidner, der måtte have set noget.
Uro og uorden En restauration i Allinge kontaktede torsdag kl. 03.27 Bornholms Politi, idet to midaldrende mandlige kunder ikke ville forlade stedet. De havde råbt aggressivt af personalet og havde stået i længere tid ude foran restaurationen. En patrulje kørte afsted mod restaurationen, men da de undervejs tog kontakt til personalet, fortalte de, at mændene havde forladt stedet igen, hvorfor patruljen vendte om igen.
Dyr Af gårsdagens døgnrapport fremgik det, at en gris var løbet væk hjemmefra. Onsdag morgen ringede ejeren af grisen og fortalte, at den heldigvis var kommet hjem igen, og at alt var godt.



I morgen udkommer døgnrapporten ikke, men vi vender skaprt tilbage på mandag.

Kilde: Bornholms Politi