Døgnrapport d. 28-05-2023

søndag 28. maj, kl. 13:20

Østjyllands Politi: Uddrag af døgnrapporten 28. maj 2023

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i politikredsen i dag.
*** Eftersættelse endte med tumult Søndag omkring kl. 0200 eftersatte en politipatrulje en svensk indregistreret Mercedes, som ikke ville efterkomme politiets anvisninger og standse.
Bilen kørte ind i området ved Moseparken i Tilst, hvor føreren mistede kontrollen og kørte ind i et skur. Føreren og en passager stak af fra stedet, før patruljen, som også skulle sikre sig at ingen var kommet til skade, kunne anholde dem.

Der blev kaldt en hundepatrulje frem, som gik spor til en lejlighed i området, hvor der blev truffet flere personer.

Da politiet ville til at anholde den mistænkte fører, forsøgte denne at stikke af igen. Dette lykkedes ikke, men det fik til gengæld to af dennes kammerater til at hidse sig voldsomt op. Idet de to kammerater, på trods af flere advarsler om at holde afstand og lade politiet udføre deres arbejde, blev ved med at opføre sig aggressivt og komme tæt på patruljen, blev begge personer eksponeret for peberspray.

Pebersprayen havde den ønskede effekt og politiet kunne arbejde færdig på stedet i fred.

Alle tre personer blev sigtede for at lægge hindringer i vejen for udførelse af politiets arbejde.

*** Brand i bil spredte sig til affaldsskur Søndag kl. 0231 blev der anmeldt brand i en personbil på en parkeringsplads ved Fjældevænget i Aarhus V.

Ved politiets ankomst til stedet, havde branden bredt sig til et nærliggende affaldsskur. Østjyllands Brandvæsen som ligeledes var på stedet fik hurtigt styr på branden, som var slukket omkring kl 0300.

Ud fra vidneafhøringer og omstændighederne på stedet, kan det ikke udelukkes at der er tale om en kriminel handling, hvorfor sagen efterforskes.
Der sket kun skade på bilen og skuret.

Vi har ikke yderligere til sagen for nuværende.

*** Færdsel Lørdag kl. 20.57 blev en 40-årig mandlig billist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Hovedvejen i Nimtofte.

Lørdag kl. 18.55 blev en 27-årig mandlig billist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Stenvad Bygade i Ørum Djurs.

Søndag kl. 03.15 blev en 28-årig mandlig billist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Langagervej i Langå.

Søndag kl. 01.00 blev en 31-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Langå Mark i Langå.

*** Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands Politikreds.

På Würglersvej i Langå begået mellem lørdag d. 27/5 kl. 10.00 og lørdag d. 27/5 kl. 21.30
På Kristoffervejen i Ebeltoft begået søndag d. 28/5 kl. 02.43

Kilde: Østjyllands Politi