Uorden i skærpet strafzone udløste forhøjet straf

tirsdag 23. apr, kl. 13:46

Retten dømte den 29-årige tiltalte mand for grov uorden ved at have tiltvunget sig adgang til stadion sammen med andre under et ’stormløb’ på en indgang, hvor stadionvagter blev skubbet til side.

For at hindre uro, vold og ballade i forbindelse med kampen havde politiet indført en skærpet strafzone omkring stadion. Det var første gang, politiet indførte en skærpet strafzone ved en fodboldkamp. Det skete, da Brøndby IF mødte FC Basel den 4. august 2022.

I en skærpet strafzone kan visse typer af kriminalitet – fx vold, hærværk og grov forstyrrelse af den offentlige orden – straffes med op til dobbelt straf. Anklagemyndigheden havde lagt op til en dobbelt straf på i alt fire måneders frihedsstraf til den tiltalte, som i forvejen var dømt lignende kriminalitet:

”Retten fulgte anklagemyndighedens indstilling og forhøjede straffen, fordi det voldsomme stormløb skete i en skærpet strafzone,” siger anklager Mathias Johannsen, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

Retten bestemte, at den 29-åriges straf skulle forhøjes til en frihedsstraf på i alt tre måneder. Heraf blev en måned gjort ubetinget og to måneder betinget. Desuden fik den tiltalte 80 timers samfundstjeneste.

Den dømte tog betænkningstid med hensyn til anke.

Tre tiltalt i skærpet strafzone Efter kampen rejste anklagemyndigheden tiltaler mod to andre mænd for at have deltaget i stormløbet på stadion efter et større efterforskningsarbejde. Den ene blev frikendt i Retten i Glostrup den 18. april, mens den andens sag skal for retten senere.

Relateret omtale Grov uorden i skærpet strafzone: Fodboldfans tiltalt (18-10-2023)
Politiet indfører skærpet strafzone omkring Brøndby Stadion (03-08-2022)


Kilde: Københavns Vestegns Politi