Døgnrapport d. 08-05-2024

onsdag 08. maj, kl. 17:28

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 07.- 08. maj 2024

Tyveri fra varebil, Helsinge Anmeldelse kl. 07.00 om, at sidedør og bagklap var blevet skåret op på en varevogn ud ofr Skovgårdshave sket mellem mandag den 6. maj kl. 13.00 og tirsdag den 7. maj kl. 06.30. Der var blandt andet stjålet vinkelslibere, skruemaskine, slagboremaskine, rundsav etc. Koster ikke endeligt opgjort.

Færdselsuheld, Nærum En 23-årig bilist fra Helsingør kørte kl. 07.10 ad Langhaven i østgående retning, hvor han kørte ind i et 3-benet kryds, hvor han holdt stille ca. midt i krydset, idet han ville foretage et højresving, hvilket han gjorde, da lysreguleringen skiftede til gult lys. Bilisten bemærkede en cyklist, men forventede ikke, at cyklisten ville cykle over krydset. Det betød, at den 45-årige kvindelige cyklist fra Kgs. Lyngby var nødsaget til at bremse hårdt op for at undgå at kollidere med bilisten. Cyklisten bemærkede pludseligt, at bilisten svingede ind foran hende, hvorefter hun bremsede hårdt op samtidig med, at hun svingede til højre. Ifølge sagens oplysninger faldt hun derefter henover sit cykelstyr og landede på asfalten. Beredskabspatrulje og ambulance til stedet. Cyklisten blev kørt til tjek på nærmeste hospital, og bilisten blev sigtet efter færdselsloven for ikke at udvise tilstrækkelig agtpågivenhed. Ingen melding om personskade.

Indbrud i café, Holte Anmeldelse kl. 07.11 om, at indbrud i Café Holte Havn, hvor vinduerne var blevet brækket op med koben oh rudeknusning mellem mandag den 6. maj kl. 20.00 og tirsdag den 7. maj kl. 07.00. Koster ikke endeligt opgjort.

Tyveri fra varebil, Kokkedal Anmeldelse kl. 08.31 om, at der var blevet stjålet diverse værktøj fra en varebil på Hesselrødvej sket mellem mandag den 6. maj kl. 13.00 og tirsdag den 7. maj kl. 01.00.

Bakkede ind i kvinde, bænk og bil, Hørsholm En udenlandsk 54-årig mandlig lastbilchauffør bakkede kl. 09.22 ind i en 81-årig kvinde fra Hørsholm, som sad på en bænk ud for Ved Klædebo. Lastbilchaufføren bakkede derefter ind i en personbil. Beredskabspatrulje til stedet, som efterfølgende sigtede lastbilchaufføren efter færdselsloven for Ikke at have udvist tilstrækkelig agtpågivenhed. Ingen melding om personskade.

Narkokørsel, Helsingør En 31-årig mandlig bilist fra Helsingør blev kl. 11.42 sigtet for at køre narkokørsel på Mads Holms Vej.

Måtte på hospitalet efter påkørsel, Birkerød En 59-årig mand fra Birkerød måtte til behandling på hospitalet, efter han klokken 17.34 blev ramt af en højresvingende bilist på Ravnsnæsvej. Bilen blev ført af en 90-årig kvinde fra Birkerød. Hun blev sigtet for overtrædelse af Færdselsloven.

Ild i motor, Kvistgård Tirsdag aften klokken 18.02 kom en anmeldelse om, at der var ild i en bil på Kellerisvej. Ilden opstod under kørslen og skyldes formentlig en glemt klud i motorrummet i forbindelse med et tidligere værkstedsbesøg.

17-årig sigtet for spirituskørsel, Charlottenlund En 17-årig ung mand fra Gentofte kørte klokken 19.21 galt på Gyldenlundsvej. Den 17-årige, som viste sig at være spirituspåvirket, ramte en lygtepæl, men kom ikke til skade. Han blev kørt til blodprøveudtagning, og blodprøven skal nu analyseres for at fastlægge hans nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen. Den unge mands forældre og de sociale myndigheder underrettes endvidere om sagen.

Sigtet for narkokørsel, Frederikssund Tirsdag aften klokken 20 blev en 18-årig mand fra Vallensbæk Strand standset på Ny Østergade. Her blev han sigtet for kørsel uden førerret samt narkokørsel og taget med til udtagelse af en blodprøve. Blodprøven skal nu analyseres for at fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.

Spritbilist kørte galt, Gentofte Klokken 02.37 kom en anmeldelse om, at en bil var kørt galt på Helsingørmotorvejen. Da patruljen kom frem, traf man en 38-årig mand fra København, som var fører af bilen. En alkometertest viste, at hans promille var væsentligt over den tilladte, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel. Den 38-årige blev efterfølgende kørt til blodprøveudtagning. Blodprøven skal nu analyseres for at fastlægge hans nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen.

Sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven, Virum En 26-årig mand fra Vanløse blev natten til onsdag sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven i forbindelse med, at der gik ild i et skur på Grønnevej. Den 26-årige havde røget en cigaret i skuret, hvorefter han skoddede den i noget gammelt træ. Han forsøgte i den forbindelse at fjerne havemaskiner og andre ting fra skuret og pådrog sig i den forbindelse nogle skader, som han fik tilset og behandlet på hospitalet.





Kilde: Nordsjællands Politi