Døgnrapport d. 02-07-2024

tirsdag 02. jul, kl. 11:27

Roskilde Festival døgnrapport tirsdag den 2. juli 2024

Personer på motorvejen
Kl. 13.08 modtog politiet en anmeldelser fra en borger, der havde observeret tre festivalgæster, der befandt sig i nødsporet på Holbækmotorvejen i det vestgående spor. Kort tid efter kom endnu en anmeldelse om det samme. En patrulje gennemkørte strækningen, men fandt ikke nogen personer på motorvejen.


Lov om euforiserende stoffer Kl. 16.11 blev en 21-årig mand fra Roskilde sigtet og anholdt for salg af euforiserende stoffer i et teltområde, da han blev fundet i besiddelse af flere pølsemandsposer indeholdende i alt 2,19 gram kokain. Manden blev afhørt til sagen, og politiet beslaglagde kokainen. Politiet gennemførte en ransagning af mandens adresse, men fandt ikke yderligere euforiserende stoffer. Efter endt afhøring blev manden løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.


Vold Kl. 23.42 modtog politiet en anmeldelse om vold i et teltområde. En 23-årig mand fra København forklarede sammen med flere vidner, at han var blevet overfaldet af en ukendt mand, som havde væltet ham omkuld og efterfølgende sparket den 23-årige i ansigtet. Efterfølgende forsvandt gerningsmanden fra stedet. Den 23-årige modtog behandling af festivalens samaritter. Politiet skal nu forsøge at finde frem til gerningsmandens identitet.


Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi