Døgnrapport d. 09-07-2024

tirsdag 09. jul, kl. 17:52

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 9. juli 2024

Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger: Havnevej, Føllenslev, Kalundborg


Indbrud i villa/lejlighed/landejendom: Stejlepladsen, Holbæk (2 adresser)
Slagelsevej, Jyderup, Holbæk
Øverste Linjevej, Strøby


Indbrud i fritids-/sommerhus: Ingen


Indbrud i skole og institutioner mv.: Københavnsvej, Roskilde


Tyveri fra køretøjer: Ingen


Færdselsuheld - Gørlev Landevej, Gørlev Sj., Kalundborg Kl. 10.30 skete et uheld, da en 19-årig mand fra Præstø i forbindelse med kørsel ad Gørlev Landevej i sydlig retning fik et kortvarigt ildebefindende, hvilket resulterede i, at hans bil endte i modsatte vejbane. Den 19-årige forsøgte at rette sit køretøj op og få det tilbage i rette vejbane, og han påkørte i den forbindelse en lastbil, ført af en 35-årig mand, der kom kørende i nordgående retning.

Den 19-åriges bil snurrede rundt ved påkørslen og ramte i den forbindelse en personbil ført af en 46-årig mand fra Sorø. De tre implicerede mænd blev kørt til tjek på sygehuset. Der skete ingen alvorlig personskade ved færdselsuheldet. Det nordgående spor var kortvarigt spærret i forbindelse med oprydningsarbejdet.


Butikstyveri - Næstvedvej, Ringsted Kl. 13.23 blev en 43-årig mand sigtet for butikstyveri, da han havde stjålet tøj for 1.463,75. Butikken tog varerne tilbage og havde derfor ikke noget erstatningskrav. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.


Påvirket bilist - Møllehusvej, Roskilde Kl. 13.40 blev en 27-årig mand fra Taastrup sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Manden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.


Bilist tabte affald på vej til genbrugspladsen - Østre Ringvej, Ringsted Kl. 14.52 anmeldte en 34-årig kvinde fra Ringsted, at havde været ude at køre og havde kørt bag en bil, der havde påmonteret en lukket trailer. Under kørslen havde bilen med trailer tabt en et tv, vaskemaskine, pap, en mikrobølgeovn, haveaffald mv. Den 34-årige kvinde havde forsøgt at komme i kontakt med den person, der kørte bilen med trailer ved at dytte i hornet, men personen havde ikke reageret. Den handlekraftige kvinde fik standset bilen med trailer, og politiet blev tilkaldt.

Føreren af traileren - en 30-årig mand fra Ringsted, blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Undersøgelse af dem lukkede traileren viste, låsemekanismen var gået op, da låsen ikke var faldet helt i hak ved lukning af bagdørene på traileren. Den 30-årig mand sørgede selv for, at de tabte ting blev samlet op og blev forsvarligt fragtet til genbrugspladsen. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.


Fund af kniv og peberspray - Gersagerparken, Greve Kl. 00.05 blev en 19-årig mand sigtet for overtrædelse af våbenloven, da han var i besiddelse af en peberspray samt lov om euforiserende stoffer, da han var i besiddelse af 3,45 gram hash til eget forbrug. Disse blev beslaglagt af patruljen.

En 20-årig mand fra lokalområdet, der befandt sig på stedet, blev sigtet for overtrædelse af våbenloven, da han var i besiddelse af en springkniv med en bladlængde på 13 cm, som falder ind under bestemmelserne i knivloven, som den 20-årige ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål med at medbringe. Den blev beslaglagt af patruljen. Sagerne afgøres på et senere tidspunkt.


Påvirket bilist - Hundige Havnevej, Greve Kl. 00.55 blev en patrulje opmærksom på en personbil, der kørte usikkert på Hundige Havnevej. Kort tid efter blev en 46-årig mand fra København sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Den 46-årige blev anholdt og fik udtaget en blodprøve til sagen, hvorefter han blev løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.


Mænd fængslet for vidnetrusler mod 15-årig - Stevns To mænd på 18 og 30 år, begge fra Stevns, blev i går morges anholdt og senere varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde i en sag om vold og vidnetrusler. Den 30-årig er sigtet for vold mod en 15-årig dreng ved en episode, der skete den 4. juli ved Hårlevhallen. Den 30-årige er mistænkt for at køre op på siden af den 15-åriges knallert og tildele ham et spark, så han faldt af knallerten. Sagen blev efterfølgende anmeldt til politiet.

Begge mænd blev sigtet for efterfølgende at have truet den 15-årige og hans mor til at trække voldsanmeldelsen tilbage. De blev opsøgt i deres hjem, hvor den 18-årige udtalte trusler, og senere gav moren en telefon, hvor den 30-årige over telefonen truede familien med vold, hvis ikke de trak anmeldelsen mod ham tilbage.

Den 30-årige er desuden sigtet for trusler mod en anden 15-årig dreng den 3. juli ved Cirkel K tanken i Hårlev. Ved samme episode er den 30-årige sigtet for hærværk ved at vælte den 15-åriges knallert, så den gik i stykker.

De to mænd blev varetægtsfængslet til den 25. juli, mens politiet efterforsker sagen videre.



Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi