Døgnrapport d. 26-07-2024

fredag 26. jul, kl. 15:29

Midt- og Vestsjællands Politi :uddrag af døgnrapporten den 26. juli 2024

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger: Ejbyvej, Lille-Skensved, Køge

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom: Lundehusene, Greve
Bodekær, Kr-Hyllinge, Lejre

Indbrud i fritids-/sommerhus: Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.: Ingen

Tyveri fra køretøjer: Ærtekildevej, Ringsted
Sct Gertrudsvej, Ringsted
Ludvig Holbergsvej, Benløse, Ringsted
Vindingevej, Roskilde
Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Færdselsuheld - Trønninge By, Regstrup, Holbæk Kl 07.44 kom der melding om et færdselsuheld, hvor en personbil ført af en 26-årig kvinde fra Holbæk-området i et sving ramte en modkørende bilist. Der var efterfølgende mistanke om, at den 26-årige var påvirket af euforiserende stoffer og hun blev derfor medtaget til udtagning af blodprøve.

Forsøg på røveri - Ølbycenter, Køge Kl 07.59 meldte et supermarked, at en mand havde taget seks flasker whiskey og noget sæbe, som han ville forlade butikken med uden at betale. Da personalet ville stoppe ham, truede han dem med, at han havde en kniv og trak et stykke værktøj frem, som han rettede mod de ansatte. Han gav dem dog de stjålne varer og løb så fra stedet. Politiet ledte efter manden i området men uden at kunne finde ham.

Uorden - Ølbycenter, Køge Kl 17.16 kørte politiet til Ølbycenteret, da der var melding om, at flere personer var ved at komme i slagsmål med hinanden. Patruljen forsøgte at få de involverede sendt i hver sin retning, men der var ikke den store lyst til at forlade stedet, og politifolkene måtte stille sig imellem de stridende parter, for at forhindre, at sagen udviklede sig. Til sidst blev to mænd på hhv. 27 og 20 år, begge fra Køge, anholdt på politilovens bestemmelser og taget med på politistationen for at få ro på situationen.

Uorden - Jyllinge Kl 20.40 blev det anmeldt, at en gruppe unge lå og kørte race på stierne i Jyllinge i nogle TukTuks. Beboere i området havde forsøgt at få de unge til at dæmpe sig og tage det roligt, men uden at det tilsyneladende havde haft den helt store effekt.
En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til en gruppe af lokale unge, som man fik sig en adfærdskorrigerende samtale med.

Påvirket bilist - Vindingevej, Roskilde Kl 01.10 standsede politiet en personbil ført af en 21-årig mand fra København, da der var mistanke om, at han var påvirket af euforiserende stoffer. En narkometertest viste da også, at han havde røget hash. Der blev desuden også fundet en mindre mængde hash på ham. Manden nægtede begge dele, og blev taget med til udtagning af blodprøve. Slagsmål - Bredgade, Kalundborg Kl 02.30 måtte politiet standse et større slagsmål ved byfesten i Kalundborg. Omkring 40 personer var i slagsmål med hinanden, og en tilkaldt hundepatrulje måtte tage politihundene ud af bilerne for at få ro på forsamlingen. Flere personer på stedet så noget forslåede ud, men ingen ønskede at anmelde noget eller i øvrigt lade sig afhøre af politiet.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi