Døgnrapport d. 26-07-2024

fredag 26. jul, kl. 19:26

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. juli 2024

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

**

Mand anholdt i sag om mulig menneskehandel Østjyllands Politi har torsdag formiddag slået til på en adresse i den sydlige del af politikredsen, hvor en mandlig beboer blev anholdt i forbindelse med efterforskningen af en sag om mulig menneskehandel.

Menneskehandlen, der ifølge anmeldelsen er blevet begået mod en midaldrende kvinde, har angiveligt fundet sted over en længere årrække, og Østjyllands Politi har tidligere været bekendt med sagen.

”Vi har i efterforskningen modtaget nye oplysninger, hvor vi bl.a. er blevet gjort bekendt med identiteten på den forurettede kvinde, og derfor indledte vi en fornyet efterforskning af sagen, som torsdag førte til anholdelse af den mistænkte gerningsmand,” siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi.

I forbindelse med den fornyede efterforskning af sagen havde politiet anmodet om rettens kendelse til at ransage på den mistænktes bopæl, hvor den mandlige beboer torsdag formiddag blev anholdt.

Den mistænkte gerningsmand er sigtet for menneskehandel, subsidiært rufferi, mens det endnu ikke er endeligt afklaret, hvad ransagningen ellers måtte give anledning til af yderligere i sagen. Han er efter endt afhøring blevet løsladt torsdag eftermiddag.

”Nu venter et større efterforskningsarbejde, hvor vi skal have gennemgået en lang dokumenter og oplysninger i sagen samt diverse effekter, der blev sikret i forbindelse med torsdagens ransagning på adressen. Vi forventer derfor heller ikke at komme med nye oplysninger i sagen over de næste måneder,” siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard.

Af hensyn til sagens fortsatte efterforskning ønsker Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig yderligere.

**

Nægtede at oplyse sit navn og blev anholdt En betjent fra Østjyllands Politi observerede torsdag aften et køretøj, der kl. 18.17 holdt forladt og i tomgang foran lokalpolitistationen i Aarhus Vest på Inger Christensens Gade i Brabrand.

Samtidig med, at betjenten nærmede sig køretøjet for at undersøge forholdet nærmere, kom en mand gående ud fra en butik i retning mod bilen. Den pågældende person forsøgte at sætte sig ind i bilen, men han blev i stedet bedt om at fremvise et gyldigt kørekort.

Efter flere mislykkede forsøg på at få lov at se et kørekort, bad betjenten i stedet manden om at oplyse, hvem han var. Det ønskede han ikke at svare på.

Til trods for, at han blev forklaret, at han ville blive anholdt, hvis han ikke ville identificere sig, ønskede vedkommende fortsat ikke at samarbejde – og han blev derfor erklæret anholdt.

Selve anholdelsen forløb dog heller ikke uden udfordringer, da manden spændte op i kroppen og strakte sine arme i et forsøg på at forhindre politiets arbejde, inden han med den fornødne magt blev ilagt håndjern.

Den ukendte mand blev efterfølgende identificeret som værende en 40-årig mand. Han blev sigtet efter retsplejeloven ved at have nægtet at oplyse sit navn samt sigtet for at have modsat sig sin anholdelse.

Den 40-årige mand blev taget med på stationen for en kortere stund, inden han igen et par timer senere blev løsladt.

**

Kørte vanvidskørsel på knallert Torsdag aften kl. 22.48 kom en knallert slingrende ned ad Viborgvej i Aarhus V, hvorfor en patrulje fra Østjyllands Politi bad føreren om at standse nær krydset ved Ryhavevej for at tale nærmere med ham.

Den 51-årige mandlige knallertfører virkede tydeligt beruset, og da han efterfølgende fik foretaget en test, viste det sig også, at der var en god grund til, at han kørte så slingrende, som han havde gjort.

Testen viste, at mandens promille lå over 2,0, og på den baggrund blev hans knallert beslaglagt med henblik på konfiskation grundet bestemmelserne om vanvidskørsel. Den 51-årige mand blev sigtet for spirituskørsel og anholdt.

**

Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Lilleåvænget i Hadsten begået mellem onsdag d. 24/7 kl. 14.00 og torsdag d. 25/7 kl. 07.30 På Bygaden i Lystrup begået mellem onsdag d. 24/7 kl. 23.59 og torsdag d. 25/7 kl. 09.00 På Præstegårdsvej i Mårslet begået mellem onsdag d. 24/7 kl. 19.00 og torsdag d. 25/7 kl. 09.30 På Schleppegrellsgade i Aarhus C begået mellem tirsdag d. 16/7 kl. 12.00 og torsdag d. 25/7 kl. 15.45 På Kaj Munks Vej i Viby J begået torsdag d. 25/7 mellem kl. 19.00 og kl. 23.00 På Baslandvej i Ørum Djurs begået mellem torsdag d. 25/7 kl. 13.00 og fredag d. 26/7 kl. 00.30

Kilde: Østjyllands Politi