Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 26-09-2024
torsdag 26. sep, kl. 14:51
Bornholms Politi: uddrag af døgnrapporten den 26. september 2024
Biler i grøften
Onsdag kl. 11.46 endte en bil i grøften, da føreren mistede herredømmet over den i krydset mellem Skrokkegårdsvejen og Søndre Landvej i Poulsker. En patrulje kom til stedet og sikrede, at føreren ikke var spirituspåvirket, samt at bilen blev afmærket og ikke var til gene for den øvrige trafik.
Kl. 20.56 kom endnu en bil på afveje. Denne gang var det et reklamebud, som forsøgte at ramme en indkørsel på Rønnevej i Bodilsker. På grund af dårlig sigtbarhed i det kraftige regnvejr kørte bilisten dog i grøften i stedet for.
Bornholms Politi opfordrer alle til at køre forsigtigt, når der torsdag varsles om kraftig regn. Tilpas hastigheden til sigtbarhedsforholdene og vær opmærksom på, at der kan samle sig vand i lavtliggende områder samt nær søer, åer og vandløb.
Anden færdsel
ATK-bilen var onsdag kl. 8.49-9.49 til stede ved Rønnevej i Lobbæk. Her blev der foretaget én måling af en bil, som kørte 70 km/t, hvor 60 km/t er tilladt.
Herefter kørte ATK-bilen videre til Nybrovej i Østerlars, hvor den gjorde ophold kl. 10.54-12.30. Ingen biler blev her målt til at køre for hurtigt.
Dagens sidste stop for ATK-bilen var Kirkemarksvej i Nyker kl. 13.07-14.45 efter ønske fra en borger. Her var der syv biler, som blev målt til at køre hurtigere, end de tilladte 50 km/t. Den højeste hastighed blev målt til 67 km/t.
Onsdag kl. 9.38 blev en 39-årig mand fra Gudhjem stoppet på Munch Petersens Vej i Rønne og sigtet for at køre uden sikkerhedssele.
To biler i Rønne fik i løbet af onsdagen inddraget nummerpladerne på grund af restancer.