Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 08-10-2024
onsdag 09. okt, kl. 04:33
Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 8. oktober 2024
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
42-årig mand anholdt – fundet i besiddelse af flere hundrede ulovlige bomberør
På baggrund af oplysninger til politiet om, at en 42-årig mand angiveligt skulle sælge fyrværkeri fra en adresse i Brabrand, rettede betjente fra Østjyllands Politi mandag formiddag kl. 09.53 henvendelse på stedet for at undersøge forholdene nærmere.
Ved politiets ankomst til den pågældende lejligheden omkring opdagede betjentene, at et køretøj med tilknytning til den 42-årige mand holdt parkeret på stedet, og at der i bilen kunne ses en papkasse, som formentligt indeholdt fyrværkeri.
Betjentene bankede efterfølgende på døren i lejligheden og blev budt indenfor, hvorefter den 42-årige mand blev truffet og gjort bekendt med, at han var sigtet for at have overtrådt fyrværkeriloven. Han blev i samme forbindelse anholdt.
I forbindelse med en efterfølgende ransagning af lejligheden og den parkerede bil ved adressen fandt politiet i omegnen af 500 bomberør, 20 kanonslag og et par romerlys, som alt sammen blev vurderet til at skulle sælges videre.
”Vi ser med stor alvor på sagen med de mange bomberør hos den 42-årige mand, da det jo kan være forbundet med fare for naboer og andre, når man opbevarer så meget ulovligt fyrværkeri på det samme sted,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.
Østjyllands Politi fortsætter sin intensiverede indsats og øgede synlighed i Brabrand den kommende tid i forbindelse med weekendens mange anmeldelser om påsatte brande og affyring af fyrværkeri.
”Vi er tilfredse med, at vi nu har fået fjernet en del ulovligt fyrværkeri fra området, inden det nåede at blive anvendt, men vi fortsætter vores øgede indsats og vil ikke tolerere, at nogle få uromagere skaber utryghed for alle de øvrige beboere i Brabrand. Vi efterforsker stadig sagerne fra weekenden for at se, om vi kan finde frem til nogen af gerningsmændene,” siger Brian Voss Olsen.
**
Fik kendelse til ransagning og fandt narko på adresse
På baggrund af rettens kendelse foretog betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje tidligt mandag morgen en ransagning på en adresse på Langenæs i Aarhus, hvor der sandsynligvis blev opbevaret narko.
Ved betjentenes ankomst til stedet omkring kl. 07.29 lugtede der kraftigt af hash, og da døren ikke blev åbnet, skaffede politiet sig på egen hånd adgang til lejligheden.
Lejligheden fremstod som en form for mindre pakkecentral med flere tomme salgsposer, digitalvægte, gummihandsker og indpakning til salg af en del hash, og politiet fandt også en mængde hash på stedet.
En 27-årig mand med tilknytning til adressen blev senere på dagen telefonisk kontaktet og gjort bekendt med politiets fund, og at han i den forbindelse blev sigtet for forsøg på salg af narko.
Østjyllands Politi beslaglagde narko og øvrige relevante remedier til salg af narko fra lejligheden, og sagen vil nu blive efterforsket yderligere, hvorfor politiet pt. ikke har yderligere kommentarer.
**
Nægtede at oplyse navn og blev anholdt til fogedretten
Østjyllands Politi var mandag aften til stede ved det vestlige Aarhus i forbindelse med, at en gruppe personer havde forsamlet sig ved en parkeringsplads i Brabrand.
Politiet traf en mindre gruppering på stedet, og arrangementet foregik overordnet set i god rod og orden og uden yderligere behov for politiets ageren undervejs.
En enkelt person blev sigtet efter retsplejeloven for at have nægtet at oplyse sit navn til politiet, hvorefter han blev visiteret med henblik på at få fastlagt hans identitet.
Den sigtede mand blev efterfølgende identificeret som værende en 34-årig mand, der i politiets systemer var efterlyst, da han var eftersøgt til fogedretten. Han blev derfor anholdt og taget med på stationen med henblik på at blive fulgt i fogedretten i løbet af tirsdag formiddag.
**
Tyveri af værdifuldt værktøj fra byggeplads
Østjyllands Politi modtog mandag morgen kl. 08.29 en anmeldelse om, at der var blevet begået tyveri fra en container på en byggeplads ved Spørringparken i Trige.
Ifølge anmeldelsen var tyveriet blevet begået i tidsrummet fra fredag eftermiddag kl. 13.00 til mandag morgen kl. 06.00, hvor ukendte gerningsmænd havde stjålet diverse former for værktøj fra stedet til en samlet værdi af adskillige tusinde kroner.
En patrulje fra Østjyllands Politi blev sendt til stedet for at undersøge mulighederne for at foretage sporsikring og indhente evt. relevant videoovervågning.
Ved nærmere undersøgelser af gerningsstedet kunne betjentene bl.a. konstatere, at der var blevet skåret en jernbøjle op til en container, formentligt med en vinkelsliber, hvorefter tyvene havde skaffet sig adgang til stedet og stjålet værdigenstandene. Da der allerede var blevet arbejdet på stedet efter anmeldelsen, var det dog ikke muligt at foretage yderligere sporsikring.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man tænker sig om en ekstra gang, hvis man eksempelvis bliver tilbudt at købe noget dyrt værktøj – i dette tilfælde i form af værktøj fra mærkerne Bosch og Dewalt – til en lav pris. Det kan nemlig i så fald være, at værktøjet er stjålet.
Politiet opfordrer desuden til, at man sikrer sit værktøj bedst muligt med eksempelvis DNA-spray. Det kan derudover være en god idé at tilføje virksomhedens telefonnummer på værktøjet, så politiet kan finde frem til de rette ejermænd, hvis gerningsmændene en dag bliver anholdt og værktøjet fundet.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Byparken i Allingåbro begået mandag d. 7/10 mellem kl. 08.30 og kl. 13.00
På Trøstmosen i Hornslet begået mandag d. 7/10 mellem kl. 07.55 og kl. 15.00
På H C Andersensvej i Kolind begået mandag d. 7/10 mellem kl. 08.00 og kl. 15.30
På Knud Rasmussens Vej i Aarhus N begået mellem søndag d. 6/10 kl. 23.00 og mandag d. 7/10 kl. 08.00
På Henrik Hertz Vej i Åbyhøj begået mandag d. 7/10 kl. 20.09
På Trillegårdsvej i Aarhus BV begået mandag d. 7/10 kl. 20.36