Mistænkt for kontaktbedrageri: Genkender du personen?

onsdag 09. okt, kl. 04:51


Syd- og Sønderjyllands Politi offentliggør nu et foto af endnu en person, der er mistænkt for et kontaktbedrageri i Bramming den 30. september. Offentliggørelsen sker i håb om, at borgerne kan hjælpe med at identificere den mistænkte.

Mandag offentliggjorde Syd- og Sønderjyllands Politi fotos af en anden mistænkt i sagen. Ved hjælp af borgerne blev den mistænkte hurtigt identificeret som en 39-årig mand fra Esbjerg Kommune, der blev anholdt og sigtet.

I sagen blev en 65-årig mand fra Bramming den 30. september kontaktet på sin fastnet-telefon af en mand, der udgav sig for at være fra Skjern Bank. I forlængelse af samtalen ankom en person til den 65-åriges adresse under påskud af at ville passe på mandens værdier. I den forbindelse blev den 65-årige bedt om at udlevere kontanter, kreditkort og tilhørende pinkoder. Efterfølgende blev der hævet kontanter i Skjern Banks hæveautomat i Esbjergs gågade og købt tøj i en forretning i Esbjerg.

Dagen efter forsøgte en medgerningsmand til den sigtede 39-årige mand, to gange forgæves at hæve penge på samme kreditkort. Syd- og Sønderjyllands Politi offentliggør nu et overvågningsbillede af denne person fra et af forsøgene, i håbet om at det kan bidrage til, at den mistænkte i sagen bliver identificeret.

Har du oplysninger i sagen eller kan du genkende personen, så ring til politiet servicecenter på telefon 1-1-4.


Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi