Døgnrapport d. 14-10-2024

tirsdag 15. okt, kl. 05:00

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 14. oktober 2024

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.30 Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 13.30 en 41-årig kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Hun er sigtet for at modsætte sig anholdelse, for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand og vold mod polititjenestemand.

Da en patrulje mødte op til en anmeldelse om uro på en adresse på Trøjborg, traf de den 41-årige kvinde, der var udadreagerende og modsatte sig anholdelse, imens hun råbte skældsord efter politibetjentene.

Kvinden blev anbragt i detentionen, hvor hun bed en betjent i armen og rev en anden betjent i håret.

Anklagemyndigheden har vurderet, at der er juridisk grundlag for at fremstille hende i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

**

Anmeldelser om uro i Brabrand over weekenden I løbet af weekenden har Østjyllands Politi modtaget flere anmeldelser om mindre brande i knallerter og containere i det vestlige Aarhus. Brandene spredte sig ikke yderligere, og ingen personer kom noget til.

Det er anden weekend i træk, at der har været flere påsatte brande i området, og Østjyllands Politi havde lørdag og søndag flere patruljer på gaden i det vestlige Aarhus for at sikre ro og orden.

Brandene bliver efterforsket for at finde frem til gerningsmændene, og politiet vil også den kommende tid være ekstra til stede i området.

**

Ubudne gæster glemte mobiltelefon En sommerhusejer havde i weekenden uønsket besøg af to mænd på henholdsvis 30 og 33 år i sit sommerhus i Grenaa. Mændene havde angiveligt opholdt sig i sommerhuset over to nætter, hvor de havde lavet mad, fyldt service i opvaskemaskinen og støvsuget glasskår op fra den rude, som de havde knust for at komme ind i sommerhuset.

Da husejeren opdagede de ubudne gæster, kontaktede han politiet.

De to mænd var dog ikke interesserede i at tale med politiet og var stukket af fra stedet, da patruljen kom frem. De vendte dog tilbage, imens patruljen var på stedet, da den ene gerningsmand havde glemt sin telefon.

Der var umiddelbart ikke stjålet noget fra stedet, og begge blev sigtet for husfredskrænkelse.

**

Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

• På Trankær Mosevej i Tranbjerg begået søndag d. 13/10 mellem kl. 07.00 og kl. 12.10.
• På Damagervej i Viby J begået mellem fredag d. 1/10 kl. 15.30 og søndag d. 13/10 kl. 15.00
• På P.P. Ørums Gade i Aarhus C begået søndag d. 13/10 kl. 16.38
• På Skagenvej i Egå begået mellem fredag d. 11/10 kl. 08.00 og søndag d. 13/10 kl. 17.00
• På Terp Skovvej i Højbjerg begået søndag d. 13/10 kl. 22.45


Kilde: Østjyllands Politi