Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
En person såret efter knivstikkeri i Aalborg midtby
torsdag 24. okt, kl. 17:51
En 19-årig mand blev torsdag eftermiddag omkring klokken 16:59, ramt af knivstik i det centrale Aalborg. Efterforskningen tyder, indtil videre, på at der er sket en kort meningsudveksling, samt et mindre slagsmål mellem to personer, på hjørnet mellem Gravensgade og Vesterå; herefter løb personerne mod en restauration i Bispensgade, tæt på Vesterbro.
Her trak den ene part en kniv og stak den 19-årige. Gerningsmanden forlod derefter stedet, i retning mod havnen af Kattesundet.
Leder af efterforskningen, politikommissær Kenneth Rodam, fortæller om politiets foreløbige dispositioner:
”Det er endnu for tidligt at sige noget om motivet bag knivstikkeriet, men det er vores opfattelse, at der er tale om et tilfældigt møde, mellem parter fra det kriminelle miljø. I samme øjeblik som 112-anmeldelsen kom ind, rykkede vi adskillige patruljer til stedet. Her blev der opsat afspærringer, sikret beviser, talt med vidner til episoden, ligesom der bliver indhentet relevant videoovervågning fra området.
Samtidig søger vi intenst efter gerningspersonen. Flere hypoteser er i spil og vi efterforsker bredt. Det skal understreges, at vi stadig er på det helt tidlige stadie af efterforskningen,” siger Kenneth Rodam.
Om offerets tilstand siger politikommissæren:
”De seneste meldinger går på at offeret har pådraget sig alvorlige, men ikke livstruende skader. Han blev hurtigt kørt til behandling og vi håber at kunne tale med ham inden længe og få hans version af sagen.”
Har du oplysninger i sagen?
Politiet opfordrer alle der måtte have oplysninger i sagen til at ringe 114. Alle oplysninger er relevante, for at afdække hændelsesforløbet i sagen.
”Har man observeret mistænkelig færden i Aalborg midtby omkring gerningstidspunktet – det være sig personer eller køretøjer – så hører vi meget gerne om det på 114”, siger politikommissær Kenneth Rodam.
Pressens kontakt
KSN pressetelefonen: 4022 1240