20-årig dømt for uagtsomt manddrab på 13-årig cyklist

fredag 25. okt, kl. 06:59

En 13-årig dreng kom lørdag aften den 26. august sidste år cyklende på Hobrovej i retning mod Møldrup, da han blev påkørt af en bilist. Bilisten ringede straks efter hjælp, men drengens liv stod ikke til at redde.

I går eftermiddags, torsdag den 24. oktober 2024, blev bilisten, en 20-årig mand fra Hobro, så fundet skyldig i uagtsomt manddrab og for ikke at have holdt tilstrækkelig afstand til siden under overhaling. Manden blev desuden dømt for at have ført en bil, der ikke var i lovlig stand: Førersædet var anbragt, så man ikke kunne opnå en bekvem kørestilling, og så udsynet over instrumentbordet var reduceret, ligesom der fra det indvendige førerspejl hang ni duftgivere.

Retten i Viborg valgte at straffe den 20-årige mand med tyve dagbøder a 400 kroner. Derudover blev manden betinget frakendt sin førerret. Det betyder, at den 20-årige får lov at beholde sit kørekort, hvis han består en kontrollerende køreprøve, dvs. både en teoriprøve og en praktisk køreprøve.

Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi