Døgnrapport d. 25-10-2024

lørdag 26. okt, kl. 01:34

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. oktober 2024

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.00 Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.00 en 27-årig kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Hun er sigtet for flere terrorbestemmelser i straffeloven.

Den 27-årige kvinde, der i en længere periode har opholdt sig i Syrien, blev anholdt torsdag aften kl. 22.52 af betjente fra Østjyllands Politi, da hun landede i Københavns Lufthavn i Kastrup.

Kvinden ankom til Danmark sammen med sin mindreårige søn, som nu er overdraget til de sociale myndigheder, der tager sig af ham og hjælper ham. Det er Udenrigsministeriet, der har stået for koordinationen af evakueringen fra en lejr i det nordøstlige Syrien og for transporten frem til Danmark.

”Anholdelsen skete uden dramatik, og vores betjente har anholdt og sigtet kvinden, hvorefter hun blev kørt til Aarhus. Nu pågår der en efterforskning af sagen, som formentligt kommer til at tage lidt tid,” siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi vil anmode om lukkede døre til dagens grundlovsforhør ved Retten i Aarhus af hensyn til sagens fortsatte efterforskning, og Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.

Læs mere om sagen i tidligere udsendte pressemeddelelse på linket her: https://politi.dk/oestjyllands-politi/nyhedsliste/kvinde-sigtet-for-overtraedelse-af-terrorbestemmelser/2024/10/25

**

21-årig havde narko og våben på sin nu tidligere bopæl Betjente fra Østjyllands Politi assisterede torsdag formiddag fogedretten med et såkaldt udsat bohave hos en 21-årig mand på en adresse i Egå.

Ved politiets ankomst til stedet kl. 10.00 blev den 21-årige mand, som skulle sættes ud af boligen, truffet på stedet, og under en efterfølgende ransagning af adressen fandt politiet flere ulovlige genstande.

I boligen hos den 21-årige fandt betjentene diverse euforiserende stoffer, en machete og et knojern samt tre mindre sværd. Den 21-årige mand blev sigtet for forsøg på salg og narko og flere overtrædelser af våbenloven.

Både knojern, machete og sværd blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, hvilket også gjorde sig gældende for flere hundrede gram hash, skunk, LSD, svampe, ecstasy og amfetamin, som blev fundet på stedet.

Den 21-årige mand fik lov at pakke sine øvrige ejendele under overværelse af politiet og blev efterfølgende bortvist fra stedet.

**

Anmeldelser om slagsmål i Brabrand Torsdag kl. 14.00 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået en form for slagsmål mellem en gruppe på omkring fem yngre mænd, der befandt sig på Emmasvej i Brabrand.

Flere patruljer blev straks sendt til stedet, hvor politiet få minutter senere traf en gruppe på omkring 10 personer på Sigridsvej, som passede på signalementet. Personerne i gruppen udviste en truende og aggressiv adfærd over for betjentene, som de råbte diverse skældsord efter.

Gruppen blev undervejs udvidet til at bestå af op mod 15 personer, og i et nærtliggende buskads fandt politiet en kniv, som ingen af personerne dog ville vedkende sig.

Den ene af mændene i gruppen dækkede sit ansigt til undervejs i politiets forsøg på dialog med gruppen, så betjentene ikke kunne se hans øjne. Da han ikke efterkom politiets anvisninger om ikke at afdække sit ansigt, blev han sigtet for at have overtrådt forbuddet om maskering.

I forbindelse med sigtelsen blev vedkommende identificeret som værende en 26-årig mand, der efterfølgende blev udadreagerende og højtråbende. Den 26-årige mand blev derfor også anholdt, sigtet for kl. 14.18 at have forstyrret den offentlige ro og orden. Han blev under en efterfølgende visitation fundet i besiddelse af et par joints og derfor også sigtet for narkobesiddelse.

Der blev ikke gjort yderligere fund på stedet med interesse for politiet i denne omgang.

Senere på dagen – omkring kl. 19.45 – modtog politiet endnu en anmeldelse om en form for uroligheder i det veslige Aarhus med mulig forbindelse til eftermiddagens anmeldelser om slåskamp i samme bydel.

Flere patruljer blev sendt til Gudrunsvej, hvor omkring 20 køretøjer befandt sig. Ved politiets ankomst til stedet begyndte personerne i bilerne dog at forlade stedet, og ingen ønskede umiddelbart at tale med politiet.

Ifølge politiets oplysninger er der tale om en intern opgør i et kriminelt miljø, og da der igen lidt senere på aftenen var roligt i området, forlod patruljerne stedet.

**

Indbrud Der er det seneste døgn ikke anmeldt nogen indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

Kilde: Østjyllands Politi