Døgnrapport d. 30-10-2024

onsdag 30. okt, kl. 17:52

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 30. oktober 2024

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger: Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom: Bøgegården, Holbæk
Hovedgaden, Ubby, Kalundborg
Isørevej, Rørvig, Odsherred

Indbrud i fritids-/sommerhus: Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.: Ingen Tyveri fra køretøjer: Lindeborgvej, Roskilde
Lyngageren, Roskilde

Færdselsuheld - Holbækmotorvejen, Kirke-Såby, Lejre Kl 07.18 kom der melding om et harmonikuheld med fire biler involveret. Den første bil bremsede op, da et uheld ved Thorkildstrup rasteplads havde skabt kø. Det overså føreren af den bagvedkørende bil, der derfor ramte den bremsende bil, men som til gengæld så selv blev ramt af to bagfrakommende biler. Alle slap dog uden alvorlige skader og det blev ikke nødvendigt at tilkalde ambulance.
Husk at holde afstand, når du kører i trafikken!

Påvirket bilist - Køgevej, Roskilde Kl 09.01 blev politiet kontaktet af en anden trafikant, der havde bemærket en bil, der kørte meget slingrende og som havde været hen over cykelstierne i begge sider af vejen og nær havde kollideret med en lastbil.
Det lykkedes den handlekraftige bilist selv at få standset den usikre bilist og politiet kunne efterfølgende teste føreren, en 27-årig mand fra Jylland, til at være positiv ift kokain. Han blev derfor taget med til sygehuset til udtagning af blodprøve og sigtet for at køre i narkopåvirket tilstand.

Narkohund på skoler - Kalundborg Politiets narkohund var tirsdag sammen med lokalpolitiet på besøg på to uddannelsesinstitutioner i Kalundborg.
Det ene sted reagerede hunden på fire af eleverne, som blev visiteret. De tre havde ikke noget ulovligt på sig, men på den fjerde, en ung kvinde, blev fundet et mindre kvantum hash.
På den anden skole reagerede hunde ligeledes på fire elever, som også blev visiteret - alle uden at der blev gjort fund.
Politiet kommer på uddannelsesinstitutionerne efter aftale med den lokale ledelse.

For høj fart - Mosede Landevej, Greve Kl 10.52 var færdselspolitiet ude for at måle hastighed og det førte til, at en 62-årig lokal mand i en personbil blev målt til at køre med 90 km/t i en byzone. Han kan nu se frem til frakendelse af kørekortet.

Fund af hampplanter - Holbækvej, Jyderup, Holbæk Kl 11.27 fik politiet en henvendelse om, at en opmærksom borger på gåtur i området havde bemærket, at der stod 10 hashplanter i sorte spande nær banelegemet. Politiet sendte en patrulje til stedet, som samlede planterne ind og tog dem med mhp destruktion.

Ung butikstyv - Rådhusstræde, Køge Kl 12.25 måtte politiet en tur forbi et supermarked, hvor personalet havde taget fat i en 15-årig dreng fra Køge, som havde puttet et prismærke på 9,92 kroner på en pose bland selv-slik til en værdi af 52,94 kroner. Drengens mor blev tilkaldt og betalte for slikket. Politiet vil nu videre orienterer de sociale myndigheder om sagen.

Bedrageri - Ruds-Vedby, Kalundborg Kl 14.22 fik politiet anmeldelse om, at en 76-årig kvinde var blev svindlet. Hun var blevet kontaktet af en mand, der gav sig ud for at være fra Danske Bank, og som fortalte, at der netop nu var ved at blive trukket penge på kvindens konto, som skulle overføres til en konto i udlandet. På den måde fik svindleren overtalt kvinden til at udlevere kreditkort og kode til en anden person, der kort efter ankom til stedet. Der blev efterfølgende hævet et større beløb på kvindens kort.

Færdselsuheld - Køgevej, Vor Frue, Roskilde Kl 18.24 skete der et større uheld med fem biler involveret. En bil bremsede ned, da der var kø på stedet, men blev så ramt bagfra af en anden bil. Yderligere en bil rammer bagfra bil nummer to, der så bliver skubbet ud i en fjerde bil. Og som om det ikke var nok, så kom en femte bil også kørende - den nåede at undvige, men kørte i den forbindelse ud i grøften. Der blev tilkaldt flere ambulancer til stedet, men alle slap uden alvorlige skader.
Så husk at holde den nødvendige afstand!

Tyveri fra biler - Roskilde Politiet oplever fortsat, at der sker indbrud i biler parkeret ved rekreative områder. Tirsdag blev der anmeldt to indbrud i biler ved hhv grusgraven ved Lindenborgvej og ved Lynghøjssøerne på Lyngageren.
I begge tilfælde var der knust en rude og i det ene tilfælde stjålet en håndtaske og i det andet en taske med en computer samt en jakke og en pung.
Politiet skal igen opfordre til, at man ikke efterlader nogle værdier i bilerne, når man parkerer dem ved især de nedlagte grusgrave men også på p-pladserne langs Boserup Skoven.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi