Døgnrapport d. 14-11-2024

torsdag 14. nov, kl. 17:45

Bornholms Politi: uddrag af døgnrapporten den 14. november 2024

Hærværk Bornholms Politi fik onsdag eftermiddag en anmeldelse om, at der var blevet forsøgt ildspåsættelse af en vejbod med brænde på Pingels Allé i Rønne. Det var sket i weekenden, lørdag d. 9. november til søndag d. 10. november. Politiet hører gerne fra borgere, som har set eller hørt noget, der kan være relevant for sagen på tlf. 114.

Uro og uorden Bornholms Politi fik onsdag kl. 19.57 en anmeldelse om, at to landevejsriddere havde taget ophold ude foran en ejendom på Store Torv i Rønne, hvilket var til gene for beboerne. En patrulje tog ud til stedet og bortviste to mænd på henholdsvis 55 og 70 år fra stedet med en besked om, at de måtte finde et andet sted at opholde sig, hvilket de indvilligede i.

Færdsel I alt otte biler blev målt til at køre for hurtigt onsdag morgen og formiddag, da ATK-bilen var til stede på Paradisvej i Nexø, Godthåbsvej i Østermarie og Nordre Ringvej i Rønne.

I Nexø blev to biler målt til at køre hurtigere end de tilladte 50 km/t, hvoraf den hurtigste bil blev målt til at køre 65 km/t.

I Østermarie var der også to biler, som blev målt til at køre hurtigere end de tilladte 40 km/t. Den højeste hastighed blev her målt til 50 km/t.

På Nordre Ringvej i Rønne var der fire biler, som kørte hurtigere end de tilladte 50 km/t. Her blev den hurtigste bil målt til at køre 76 km/t, hvilket udløser et klip i kørekortet.

Kilde: Bornholms Politi