Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 15-11-2024
fredag 15. nov, kl. 14:33
Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 15. november 2024
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Snedkergangen, Karlslunde, Greve
Esterhøjvej, Asnæs, Odsherred
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Troldmands Alle, Karlstrup, Solrød
Trylleskovsparken, Solrød
Bregnevej, Roskilde
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ravnekærsvej, Nykøbing Sj, Odsherred
Stranderbovej, Nykøbing Sj, Odsherred
Høvedvej, Rørvig, Odsherred
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Solparken, Tølløse, Holbæk
Æblehaven, Roskilde (5 stk)
Sønder Alle, Store-Heddinge, Stevns
Afværgede svindel - Holbæk
Kl 12.28 kontaktede en 84-årig mand politiet for at fortælle, at han var blevet ringet op af en person, der udgav sig for at være fra bankens sikkerhedsafdeling. Manden havde fortalt, at den ældre herres penge var ved at blive hæve et sted i udlandet. Men den 84-årige anede heldigvis uråd og gennemskuede svindleren. Det glæder vi os over og håber at andre også husker at lægge på, hvis de bliver kontaktet af personer, de ikke kender.
Bro påkørt - Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl 12.59 kom der melding om, at en lastbil med kranarmen oppe havde påkørt en bro. Det havde givet en del skader på broen, og derfor blev trafikken på stedet spærret. Kommunen vurderede, at broen var i fare for at falde sammen og at broen derfor skal fjernes. Arbejdet kan vare hen over weekenden. Borgerne opfordres til at holde sig orienteret hos kommunen om afspærringerne på stedet.
Brand - Nældebjergvej, Greve
Kl 15.43 kørte politi og brandvæsen til melding om brand i en børnehave. Det lykkedes personalet af få alle børnene ud af huset. Det viste sig, at der var noget håndværkerarbejde på stedet, der havde givet lidt røgudvikling, men at der ikke havde været noget ild på stedet. De fremmødte patruljer brugte derfor anledningen til at vise politibilerne frem for børnehavebørnene, så det blev en god oplevelse for de mindste, hvoraf nogle også fik udleveret en af politiets lommebamsevenner.
Stort parti våben indleveret
Midt- og Vestsjællands Politi fik i går indleveret et større parti våben under Frit lejde-aktionen. En mand fra Ringsted-området kontakte politiet torsdag eftermiddag og oplyste, at han i forbindelse med oprydning i et dødsbo havde fundet et større parti våben, inklusiv en håndgranat. undersøgelser sammen med Forsvarets eksperter viste, at granaten var ufarlig og kunne transporteres sammen med de øvrige effekter. Det viste sig, at være et samlet våbenlager på 62 pistoler, 18 rifler/maskinspistoler og geværer samt cirka 140 kg ammunition og diverse mindre våbendele og magasiner. Mange af våbnene ser ud til at være fra krigens tid. Politiet vil nu orientere Nationalmuseet om fundet, så de kan vurdere, om noget af det skal sikres for eftertiden.
Borgeren gjorde det helt rigtige ved at kontakte politiet først, da han så, at der var håndgranat blandt effekterne. Finder man granater og sprængstoffer, skal man ikke komme ind på politistationen med det, men ringe 114 først og lave en aftale.
Indbrud i sommerhuse
I det forgangne døgn har der været tre indbrud i sommerhuse i Odsherred. I alle tre tilfælde er tyvene kommet ind ved at bryde et vindue op og i alle tre tilfælde er der stjålet designermøbler af kendte mærker for en skønnet samlet værdi af 86.000 kroner.
Politiet skal igen minde om, at man overvejer, hvordan man kan sikre sit sommerhus, når det skal lukkes ned for efterår og vinter.
- Fjern dine værdigenstand når du ikke bruger sommerhuset
- Sørg for at tyven kan se, at der ikke er noget at komme efter, hvis han kigger ind
- Sørg for at sikre skur og udhus, så tyven ikke så nemt kan få fat i værktøj til at begå indbruddet
- Sæt kæde for, så tyven ikke kan køre helt op til huset
- Sørg for at der ikke ligger ekstranøgler frit tilgængeligt