Københavns Politi forlænger to visitationszoner i yderligere fire uger

fredag 15. nov, kl. 13:21

På baggrund af den fortsatte konflikt i bandemiljøet forlænger Københavns Politi de to visitationszoner, der blev etableret den 9. august 2024, i yderligere fire uger. Den ene zone dækker dele af Nørrebro, Frederiksberg og Nordvest, mens den anden dækker et område på Amager.

Zonerne er nu gældende frem til fredag den 13. december 2024 kl. 17:00.

I visitationszonerne kan politiet foretage stikprøvekontrol af personer og biler, uden at der behøver at foreligge en konkret mistanke om kriminalitet.

Områderne er udpeget efter en politifaglig vurdering af, hvor konfliktens parter opholder sig, og hvor der er risiko for, at en ny voldelig hændelse kan opstå. For at skabe tryghed for beboerne er politiet ekstra til stede i områderne.

Siden den 9. august er omkring 1700 personer blevet visiteret, og 61 personer er blevet sigtet for våbenbesiddelse. I alt er der fundet 50 knive, flere pebersprays og tre skydevåben.

De to visitationszoner omfatter følgende geografisk afgrænsede områder:

Zone 1:

Nørrebrogade – Peblinge Dossering – Svineryggen – Danasvej – Vodroffsvej – Niels Ebbesens Vej – H.C. Ørsteds Vej – Kastanievej – Bülowsvej – Grundtvigsvej – Falkoner Alle – Gammel Kongevej – Smallegade – Hospitalsvej – Howitzvej – Sylows Alle – Falkoner Plads – Solbjergvej – Solbjerg Plads – Nyelandsvej – Falkoner Alle – Jagtvej – Borups Allé – Utterslevvej – Utterslev Torv – Skoleholdervej
– Frederiksborgvej – Tuborgvej – Tagensvej – Rovsingsgade – Vermundsgade – Lersø Parkallé – Jagtvej – Tagensvej – Blegdamsvej – Fælledvej – Nørrebrogade.

Zone 2:

Amagerbrogade – Uplandsgade – Strandlodsvej – Øresundsvej.


Beslutning om forlængelse af visitationszoner i Københavns Politikreds (PDF)

Kilde: Bruger efterlysning